Få et bedre liv

Få et bedre liv

Nå, så kommer man pludselig forbi her på Nettips.dk, og straks får man lidt af en overskrift kylet lige i ansigtet, hva’? Et bedre liv! Hvis der ikke skal mere til, end at læse nogle linjer på et online magasin som Nettips, hvor er fornuften så? Kan 5 minutters læsning virkelig gøre det?

Nej, naturligvis ikke. Jeg faldt over en interessant artikel på Inc.com, hvor forfatteren – på amerikansk – giver 10 gode råd til, hvordan du gør dit liv endnu bedre. Du skal altså for det første læse artiklen og dernæst handle. Hvis du nøjes med punkt 1, har du forståelse for nogle ting.

Hvis du derimod ønsker at der skal ske noget, må du ikke springe trin 2 over – altså at handle. Nedenfor angiver jeg nogle af de 10 gode råd, som gives i artiklen, men spring ind og læs resten. Der er mange nyttige og fornuftige vinkler på budskaberne.

Bliv klogere af at læse

Hvis der er en ting, som du virkelig godt kunne tænke dig at forbedre personligt, er det en god idé at læse om det. Hvis du for eksempel vil blive bedre til at kommunikere med andre mennesker, så læs om det. Hop på biblioteket eller start Google op og find visdomsord på nettet.

Reflekter dagligt

Når dagen er ved at være slut, er det en god ide at reflektere over, hvordan dagen er forløbet. Fik du gjort noget ved din kommunikation, og fulgte du de gode råd, som du måske læste dig til på internettet? Er der ting, som stadig skal forbedres?

Vanens magt

Husk også at fjerne dig fra de dårlige vaner. Hvis din kommunikation med andre mennesker er problematisk, skyldes det måske en dårlig vane eller 2. Vær selvkritisk og undgå at stikke blår i øjnene på dig selv. Gør noget ved de dårlige vaner og fjern dem. Det kan sagtens lade sig gøre.

Find ligesindede

Hvis det handler om at forbedre en side eller 2 ved dig selv, så husk at der højst sandsynligt også er andre, som har samme udfordring. Prøv at finde ligesindede og start en form for samarbejde, hvor I hjælper og vejleder hinanden. Det er oftest nemmere at gøre noget ved tingene, hvis man er flere i samme båd.

Mål fremgang

Stil nogle mål op for dig selv, så du løbende kan vurdere om du kommer tættere på. Hvis du har et klart mål, der hedder at du for eksempel skal blive bedre til at virke overbevisende i en jobsamtale, så reflekter over de jobsamtaler, som du er en part i. Hvad gik godt? Hvad gik ikke så godt? Hvor forbedrede du dig? Hvad sal du tænke over til næste gang?

Fortæt med udviklingen

Og endelig er det vigtigt at huske at du hele tiden – fremadrettet – skal arbejde med de ting, som du ønsker at forbedre. Det er ikke nok blot at sige: ”Fedt, så sidder den lige i skabet”. Fortsæt med at forbedre dig og undlad at hvile på laurbærene.

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *