Få mere ud af Gmail

Få mere ud af Gmail

Gmail er efter min mening en gave til webfolket. Jeg har glemt alt om min ellers så elskede Yahoo-adresse, og Hotmail bruges faktisk kun til diverse communities hos Microsoft. Næh, jeg bruger konstant min Gmail, når jeg har brug for mail-assistance. Her får du nogle ideer til hvad Gmail også kan.

Ændre tema
I lang tid var Gmail en anelse kedeligt og trist at kigge på. Brugerfladen for Gmail var ganske elementær, og her haltede Google efter de andre webmailudbydere, men den sag er nu ændret. Under Indstillinger har du nemlig fået et nyt faneblad, der hedder Temaer. Nu kan du skifte imellem flere forskellige temaer til din Gmail. Lækkert.

Videochat
Husk at du nu har mulighed for at videochatte med andre netmennesker via Gmail. Duy behøver ikke at installere yderligere plugins for at det skal virke, og kvaliteten er rimelig succesfuld. Nu er jeg personligt ikke den store chatter, men muligheden er der altså…

Flere konti
Den helt store vinder i min Gmail er muligheden for at tjekke andre mail-konti. Jeg har en Nettipsadresse samt et par andre som jeg tjekker regelmæssigt. Alt foregår nu via Gmail, hvor de er sat op som eksterne konti. Find det under Indstillinger > Konti > Hent e-mails fra andre konti.

Sorter dine kontakter
Da man stadig skulle inviteres til en Gmailkonto, fik jeg en smule travlt. En artikel her på Nettips fortalte, at jeg gerne inviterede folk. Det afstedkom en del henvendelser fra folk, jeg ikke kendte. De fik naturligvis tilsendt en invitation. Det resulterede dog i at mit adressekartotek pludselig indeholdt mailadresser på folk, som jeg reelt ikke kender. Derfor er det glædeligt at Gmail byder på et ”differentieret” adressekartotek til venner, kolleger, familie und so weiter.

Nålen i høstakken
Kender du problematikken i at skulle finde en mail fra gemmerne? I mange år brugte jeg Outlook jævnligt, og et af de områder, hvor den halter lidt, er efter min mening søgefunktionen. Gmail er anderledes. Det går knaldhurtigt med at finde mails via søgefunktionen, og selv om den sagtens kunne forbedres, er Gmails søgefunktion klart hurtigere end Outlooks ditto.

Etiketterne
Endelig skal etiketterne have et par ord med på vejen.
De bruges til at kategorisere dine mails – altså en slags mappesystem. Ved at oprette etiketter – en slags mapper – kan du hurtigt sortere i dine indkomne mails via regler, som du selv er herre over. Jeg får en del nyhedsmails fra ind- og udland, og her er det rart at de automatisk lægges over i respektive etiketter, så de ikke blander sig for meget med personlige hilsener.

Denne artikel blev skrevet med inspiration fra vise ord fra Lifehacker.com. Gmail finder du på www.gmail.com.

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *