Extensions: sådan noget pjat

Extensions: sådan noget pjat

Vi computerbrugere, der anvender browsere som Firefox, Opera eller Google Chrome, har ofte tendens til at anbefale disse browsere til andre, fordi man kan installere små ekstraprogrammer (extensions) til browserne. Med disse extensions udvider du browserens anvendelsesmuligheder, og extensions gør ofte livet nemmere for dig, idet de kan automatisere eller forenkle forskellige arbejdsopgaver i browseren. Personligt er jeg ret vild med visse extensions. Eksempelvis kan jeg næsten ikke undvære en Roboform extension, som hjælper mig med at huske diverse passwords. Jeg er også begejstret for en screenshot extension samt en Pocket extension, der gør det lettere for mig at gemme ting fra nettet, der skal udforskes på et senere tidspunkt. Men for pokker hvor er der også mange ligegyldige extensions.

Og sådan er det jo! Når man pludselig får en masse muligheder, vil der i sagens natur også være extensions, hvor man tænker, at det ”dog er det værste skrammel man kan installere i browseren”. Forleden dag modtog jeg et nyhedsbrev hvor man for eksempel kan installere en extension, der fortæller dig hvilken ugedag det er det, dato samt vejret de kommende fem dage. Tja, det er sikkert en rimelig fed extension til folk, der har svært ved at finde rundt i ugedage og datoer, og som konstant er ude efter opdateringer til vejrudsigten, men i mine øjne er det en fuldstændig værdiløs extension, som i værste fald sløver din oplevelse i browseren.

Har du en hade-extension?
Der findes også et hav af extensions, der gør at du nemt skifter udseende i browseren. Wow! Eller hvad med den extension som viser den islamiske dato i status baren. Eller en extension, der hjælper dig med at vise en Youtube video igen og igen og igen og igen… Der er også en extension, der inddeler længere sites i bogform, så du slipper for at scrolle. Smart… Og en extension der kan slette indholdet i søgefeltet. Det er jo epokegørende.

Faktisk synes jeg at extensions er eminent smart, og det er helt klart en finesse, som gør at Internet Explorer tages i anvendelse i langt mindre grad end hidtil. Jeg har tidligere skrevet en artikel om de gode extensions, og det er genialt at man kan finde så mange forskellige extensions, for vi mennesker er jo fundamentalt forskellige. Men for pokker hvor er der dog meget crap imellem. Kender du til ”hade-extensions”?

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *