Ergonomisk mus fra Speedlink

Ergonomisk mus fra Speedlink

Obsidia! Hvad pokker har Nettips nu gang i? Obsidia er vel navnet på et obskurt trashmetal band fra Ukraine. Eller måske en ny fodboldregel, som tager afsæt i en kendsgerning, hvor mange fodboldspillere kaster indkast med én hånd. Der er dømt obsidia.

Nej, venner. Obsidia er hverken et ukrainsk rockband eller en ny regel i fodboldsporten. Obsidia er navnet på en kuglerund mus fra Speedlink, som ligger bedre i hånden, end man umiddelbart regner med.

Nu har jeg ikke den største hånd i verden, og derfor har jeg det somme tider en anelse svært med mus, der er for store og kluntede. Egentlig får jeg nogle gange den mistanke, at producenter af store mus gør det for at skabe opmærksomhed.

Særdeles fornuftig pris

Ergonomi og ergonomiske mus hænger ubønhørligt sammen, og vi skal tage det seriøst, når vi en gang imellem får et fingerpeg om, at diverse smerter i albue, håndled, skuldre eller nakke kan skyldes en dårlig mus. Derfor vil jeg gerne være med til at slå et slag for en god, ergonomisk mus.

Om Speedlink Obsidia bliver min foretrukne mus, kan jeg ikke for nuværende afgøre, men jeg kan konstatere at den ligger forbavsende godt i min hånd her en torsdag aften, hvor disse linjer forfattes. Speedlink Obsidia er ikke en dyr ergonomisk mus. Prisen fortæller 30 dollars, hvilket er lidt over 200 danske kroner.

Der er tale om en 5 knaps mus, som henvender sig til os højrehåndede computerbrugere, og den installeres nemt og hurtigt, både på Mac og Windows. Det sker via USB, og da musen er udstyret med ledning, er det sådan set blot at koble musen til din computers USB indgang. Så er du klar. Ingen indviklede installationer her.

Savner trådløs frihed

Og lad mig lige dvæle lidt ved ledningen. Det er efter min mening musens dårligste kort på hånden. Jeg har i mange år været vant til en trådløs mus, hvor jeg er sluppet for vanskelige slåskampe med ledninger, der spiller mig et puds på skrivebordet. Jeg nyder bevægelsesfrihed. Både på fodboldbanen og på skrivebordet.

Derfor er jeg heller ikke sikker på at Speedlink Obsidia bliver min foretrukne mus. Jeg har ganske enkelt svært ved at forholde mig til en ledning – også selv om den er knapt 2 meter lang. Faktisk burde jeg snildt kunne leve med en ledning på 1,80 meter – men arhhhggghhh – jeg savner den frihed, som en trådløs giver mig.

Det skal dog siges at Speedlink Obsidia er vældig behagelig at holde på. En gummioverflade med behagelige knapper hjælper lidt på det mismod jeg føler over den begrænsende ledning. Desuden har musen 2 knapper på siden, som kan bruges som et alternativ til højre musetast. Hvis du føler for den slags.

Speedlink gør sig særdeles godt bemærket inden for gamer udstyr. Speedlink Obsidia er et forsøg på at skabe en god, ergonomisk mus. Jeg synes de slipper hæderligt af sted med dette produkt, men jeg skal også indrømme at jeg fortsat vil være en Logitech fyr, hvor den trådløse frihed bliver hyldet fremadrettet.

www.speedlink.com

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *