En snak med Google map manden

En snak med Google map manden

Forleden dag kiggede vi noget nysgerrigt ud på parkeringspladsen her på mit arbejde i KursusCentret, Svendborg Erhvervsskole. Ind på P-pladsen kom en bil kørende med et monstrum på taget. Min kollega Lars og jeg var ikke i tvivl: – Det er s’gu da Google map manden!

Vi strøg ud ad vinduet og ud på parkeringspladsen, hvor vi naturligvis måtte inspicere køretøjet. Heldigvis skulle Google map manden foretage et telfonopkald, så det gav os tid til at kigge løs på den noget anderledes familiebil (det er faktisk bare en Opel Astra). På taget sidder der en Mars-lignende anordning, hvor kameralinser er bygget ind i en 360 graders dingenot. Derved får Google taget en række gode fotos i 360 graders blik. De fotos der bliver snuppet af dimsen, er jo dem vi nyder på Google Street View, hvor man nærmest på gadeplan kan følge med i livets gøren og laden. Nå, endelig blev Google manden færdig med sin telefonsamtale, og så måtte nørderne jo lige stille ham et par spørgsmål.

Hvor mange billeder bliver det til?
– Det er sådan, at når først optagelsen går i gang, tager apparatet 15 billeder pr 2 meter! En køretur på 100 meter genererer altså 750 billeder. Alt dette ”skyderi” foregår, uanset om bilen kører hurtigt eller langsomt. Faktisk kan manden fotografere løs, også på motorvejen med 130 km i timen.

Det må fylde en hel del?
– Ja, jeg har sådan en harddisk på 2000 GB liggende her i bilen, og den er fyldt efter et par dage. Disse fotos fylder jo pænt meget.

Hvad med mennesker og reklamer på billederne?
Der bliver brugt et stykke software, som automatisk scanner billederne for mennesker og tekst. Hvis softwaren opdager noget ”ubekvemt”, bliver det automatisk sløret.

Kan sådan noget software ikke overse noget?
– Jo, det sker, så derfor bliver samtlige fotos sendt til Indien, hvor mennesker af kød og blod kigger billederne igennem, og hvis de opdager noget der skal sløres, gøres dette manuelt.

Inden manden er nødt til at køre videre, får han det sidste spørgsmål:
Hvad koster sådan en bil du kører rundt i?
– Det er jo en ordinær Opel Astra, så det er ikke bilens pris, der vælter budgettet. Det er udstyret der koster. Mobil router, harddisk og linser er den tunge byrde, så den samlede pris for en bil som denne her løber op i omkring 1,6 millioner kroner.

Nu bliver det spændende at se billederne fra Parkeringspladsen. Mon vi bliver sløret…

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.