En snak med Allan, part 5

En snak med Allan, part 5

Af Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér, www.syntaktisk.dk

Dette er femte del af en snak, som jeg har haft med Allan Bojsen her fra Nettips. De fire første dele finder du ude til højre for artiklen her (under forumtrådene).

Der er ingen tvivl om, at Microsoft Windows er det dominerende styresystem i de personlige computere, som folk er i besiddelse af. Jeg ved jo, at du selv har kigget lidt på Linuxvarianterne, og Apples Macs er begyndt at fylde en del mere i billedet de senere år – om ikke andet, så i hvert fald i markedsføringen. Hvad er dit syn på den udvikling?

Udvikling er jo et herligt klingende ord og begreb. Forestil dig det modsatte af udvikling. Er det afvikling? Eller stilstand? Jeg synes det er meget positivt, at Windows ikke er eneste styresystem på tronen. Ganske vist sidder Microsoft godt og lunt på langt størstedelen af installerede styresystemer verden over, men jeg synes også at der er sket et interessant skred de senere år. Det tror jeg bl.a. vi kan takke Linux Ubuntu og Apple for. Steve Jobs havde en imponerende evne til at skabe et brand ud af Apples produkter, og MacOS dukker hyppigere op, når jeg tjekker statistikken for de besøgende på Nettips. Her kan jeg se, at flere og flere besøger os via deres Apple computere.

Ubuntu har bestemt også en stor del af æren for, at Linux er blevet mere spiseligt. Jeg husker stadig min gode ven, Hans-Georg, som for år tilbage udtalte, at hvis Linux-verdenen forstod at holde sammen og samarbejde om et eksplosivt alternativ til Windows, så kunne Bill gates godt begynde at ryste i bukserne. Hans-Georg mente dengang, at Ubuntu kunne blive starten på en bastant rutsjetur for Microsoft, men det er endnu ikke lykkedes for Linuxinerne at skabe et styresystem, der for alvor kan sætte en kæp i Microsoft-hjulet.

Når dette er sagt, skal jeg ikke undlade at bemærke, at jeg er meget lun på en MacBook og at jeg med fornøjelse bruger iPad 2 og Android på min smartphone. Det varsler om nye tider for mig – og måske for en masse andre, og hvem ved: den mobile teknologi-tidsalder bør sende signaler til Microsoft om at blive ved med at skabe kvalitet. Ellers betyder det måske, at firmaet mister værdi, og det ville gøre ondt på mig, det jeg faktisk gerne vil rose for at være med til at udvikle.

Der er megen kritik – særligt rettet mod yngre mennesker – for at deres sprog forringes såvel i skrift som tale, og der er en tendens til at pege fingre ad de teknologibårne medier – særligt mobiltelefoner og sociale medier som Facebook, Twitter og deslignende. Er det noget du genkender – er det noget, du har en mening om?
Og et lille personligt sidespørgsmål: Hvordan har din håndskrift udviklet sig i den tid, du har brugt computere?

Uhadadada. Morten, du har virkelig forberedt gode spørgsmål, og nu bliver det jo ekstra personligt. Min håndskrift er blevet markant forringet de senere år. Jeg har brugt computere i efterhånden en del år, og det er for alvor gået ned ad bakke for min håndskrift, da jeg skiftede mit lærerjob på en privatskole ud til fordel for et job som voksenunderviser i it i et moderne kursuscenter. Man kan sige at jeg stort set har teknologi ved min side fra jeg står op til jeg går i seng, og jeg bliver træt hvis jeg skal sende et julekort, eller hvis jeg skal sende en hilsen pr. brevpost, Postmand Per og resten af korpset fra PostDanmark.

Jeg må også indrømme, at mit sprog er ændret, siden jeg startede med at skrive til internettet. Egentlig vil jeg sige, at min stil er blevet sådan en underlig strejfer imellem et godt gammeldags skriftsprog og så en moderne form for talesprog, hvor man gerne vil forsøge at holde fast i de gamle dyder, men hvor det ofte mislykkes. Her spiller blog-verdenen gevaldigt ind. Jeg kan godt lide, at sproget er blevet lidt mere frit, og at nettet tillader alle at komme til orde. I begyndelsen af min skribent-karriere på Fyns Amts Avis lærte jeg, at man skulle skrive et pænt og fornuftigt sprog, som ikke fornærmede læserne. Ikke fordi jeg mærkede løftede pegefingre fra redaktionen i Svendborg, men skrivestilen som skribent skulle være i orden.

De senere år har jeg forsøgt at ændre denne skrivestil. Jeg forsøger at gøre mit sprog mere afslappet, og jeg gider ikke tunge, indviklede og politisk korrekte formuleringer, når jeg skriver til Nettips og andre medier. Jeg vil min egen stil, og hvis man ikke bryder sig om min måde at skrive tingene på, skal man søge læsestof andre steder. Jeg hylder det afslappede sprog, og jeg tilskynder alle at forsøge at komme til orde på nettet. Nettet er for alle, og jeg synes det burde være alle forundt at de kunne skrive deres meninger og tanker på nettet. Som tidligere dansklærer har jeg altid forsøgt at motivere børn og unge til at lege med ord og skrive løs. Og det vil jeg gerne fortsætte med.

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *