En snak med Allan, part 3

En snak med Allan, part 3

Af Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér, www.syntaktisk.dk

Dette er tredje del af en snak, som jeg har haft med Allan Bojsen her fra Nettips. Første del kan du læse her og anden del her

I en lang række af miljømæssige forhold, hvor man er nødt til at gøre sig nogle tanker på den lange bane, er computere, der er en forureningskilde på en række områder. Den stadigt hurtigere omsætning af hardware – min far har stadig sin skrivemaskine fra 40 år siden, men en telefon, der var ny for 3 år siden, anses for gammel nu – skaber en masse affald, og såvel stationære computere som de indlejrede i form af routere, mobiltelefoner, fjernsyn og andet tilhørende udstyr bruger gevaldigt meget strøm.
Hvordan ser du denne udfordring, og er det noget, du selv har med i tankerne i dit forbrug og dine indkøb?

Nu stikker du til min dårlige samvittighed. Det er jo et yderst relevant emne i disse tider, og vi mennesker burde gøre alt, hvad der står i vores magt til at leve grønnere og derved være med til at optimere et bæredygtigt samfund. Billedet med din fars skrivemaskine er jo supergodt. Materialismen lever under stærke vækstforhold her i 2011, og vi vælter os i nye teknologiske vidundere, mens de lidt ældre skrottes. Tjek fx ungernes gavebord juleaften: hvor mange apparater bruger batteri, og hvad sker der med legetøjet efter få måneders brug?

Skrot og spild er en kæmpe udfordring, som vi alle bør have med i tankerne, inden vi kører på Genbrugsstationen og afleverer vores habengut. Jeg kan desværre ikke prale af at være superidealist på dette felt. Jeg skifter jo også computere ud i ny og næ, og ofte lander de på skrotpladsen, hvor jeg naivt håber på, at de bringer den videre til genudnyttelse på en eller anden måde.
Computeren er koblet til en spareskinne, så når computer slukkes, slukkes skærm og printer automatisk. Altså ingen stand by spild ved computeren. Jeg er også begyndt at slukke for kursisternes skærme, hvis de har glemt den detalje, når de dagligt forlader kursuslokalet.

Teknologisk skrot er en voksende udfordring, og man burde støtte virksomheder, der arbejder i gode løsninger, der betyder at apparater kan genbruges på et eller andet niveau. Problemet er selvfølgelig at alt teknologisk trylleri bliver mindre og mindre – bare se på dagens smartphones – så ældgamle computerkabinetter på to år (!) kan næppe gøre den store gavn i den nuværende form. Lad os se om solenergi ikke også vinder indpas i forskellige it apparater. Hvorfor ikke lade routeren blive holdt i gang af solens stråler, hvis routeren alligevel bare står i vindueskarmen og blomstrer?

Nettips er for mange blevet det første sted, man stille tekniske spørgsmål og leder efter tips til nettet. Men jeg kan forstå, at navnet Nettips har en anden oprindelse. Kan du fortælle lidt om det?

Nettips startede i slutningen af 1990’erne, hvor meget af min hverdag handlede om tips, altså fodboldtips! Sammen med en håndfuld venner startede vi en tips- og oddsetservice op, hvor vi dagligt kom med gode ideer, fiduser og insiderviden til fodboldkampe. Den gang brugte jeg lang tid på at opdatere siden. Alt foregik i Frontpage samt WS-FTP.

Siden indså jeg at jeg ikke havde den fornødne energi til at holde ideen varm, og derfor besluttede jeg mig for at lukke sitet. Domænet Nettips.dk var dog stadig i mine tanker, og da jeg alligevel skrev it-stof for Fyns Amts Avis tænkte jeg, at jeg kunne bruge en del af indholdet på Nettips. Dermed var kimen lagt, og det er efterhånden blevet til en del it-artikler på Nettips. Det var især da Hans-Georg og senere John Westcoast pludselig ønskede at medvirke, at sitet fik fart på. Sammen med Jacob Thomsen blev Nettips grundlagt på en hjemmeprogrammeret CMS, og så tog ellers form, inklusiv forum.

En overgang lå vi på 6.000 unikke besøgende dagligt, men overgangen til et nyt CMS – Joomla – kostede os pageranking hos Google, og mange af de gamle artikler blev skyllet væk af en webagtig tsunami. Derfor måtte vi genopbygge Nettips næsten fra bunden, og i dag ligger vi på et besøgstal på cirka 1.900 unikke dagligt. Vi fortsætter så længe vi synes det er sjovt. Det er vores motto. Skulle der sidde læsere, som gerne vil give en hjælpende hånd, er de mere end velkomne til at skrive til os.

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *