Drop SMS mens du kører

Drop SMS mens du kører

At det er farligt at skrive SMS beskeder, mens man kører bil (og cykel for den sags skyld) er ikke overraskende nyt. Det er dokumenteret at hvis du skriver en SMS mens du sidder bag rattet, er din opmærksomhed i trafikken reduceret og mindsket i høj grad, og risikoen for at du bringer dit eget og andre menneskers liv i fare er voldsomt til stede. Dette budskab forsøger et amerikansk website at bringe til torvs, for det lader til at vi mennesker trods advarsler stadig har tendens til at sidde med den forpulede mobiltelefon mellem hænderne, når vi sidder bag rattet. Det må stoppe nu!

Jeg plejer normalt ikke at spille hellig, men lige netop SMS og bilkørsel hænger slet ikke sammen, og jeg bliver harm, når man ser bilister på motorvejen skrive SMS’er mens de kører 120 km/t. Det er slet ikke i orden, og de får som regtel en tommelfinger nedad, når man passerer dem. Problemet er at de ikke ser min tommelfinger. De ser kun deres latterlige mobiltelefon. Og problemet med SMS skrivende bilister er voksende. Dette er budskabet i ”It can wait”-kampagnen, som blandt andet viser en dokumentarfilm på 34 minutters varighed. Det er en film, som vækker stof til eftertanke.

Filmen hedder From one second to the next, og filmen slår fra starten fast, at mere end 100.000 biluheld i USA finder sted hvert år på grund af folks hensynsløse kørsel med en mobiltelefon i hånden. I filmen får man 4 skæbnehistorier fra folk, hvis liv blev ødelagt på grund af en egoistisk bilist, som åbenbart syntes, at det var vigtigere at skrive SMS beskeder, tjekke mails og google løs end at holde koncentrationen på vejen. Du kan se filmen herunder. På websitet er der desuden oprettet en simulator, hvor du skal forestille dig at du tjekker din smartphone under kørslen. Det fungerer således:

  • Installer simulatoren på din computer 
  • Synkroniser din smartphone med simulatoren (via din emailadresse)
  • Start med at køre bil i simulatoren
  • Tjek din smartphone, mens du kører 
  • Sørg for at køre med opmærksomheden i trafikken.

Min bøn til folket: vent med at tjekke din smartphone, til køreturen er ovre. Don’t text and drive. Tak!

{fcomment}

 

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.