Dette skal du ikke gøre!

Dette skal du ikke gøre!

Bruger du it og internet? Ja, ellers sad du jo ikke her, vel da… Nå, men hvis du altså bruger dette tekniske apparatur, så vil jeg næsten godt vædde en Othellolagkage på, at du har dårlige vaner ved computeren. Amerikanske PC World listede en række ”fadæser” op i en artikel, så nu tager Nettips udgangspunkt i artiklen og fremkommer med en række emner, som du måske nikker genkendende til. Eller gør du?

Manglende sikkerhed
Nogen forsømmer at installere antivirus og andet sikkerhedssoftware. Er du en af dem? Desuden er vi nok nogle stykker, der glemmer at tage en sikkerhedskopi – altså back-up – af vigtige filer. Og nu vi er ved sikkerhedskopiering: har du din back-up på en USB harddisk, der står ved siden af pc’en? I så fald er det usmart, hvis indbrudstyven også stjæler den eksterne harddisk. Stil den i stedet et sikkert sted, eventuelt hos svigermor eller hos genboen.

Spam og print
Nogen ynder også at besvare spam. Spam er jo masseudsendt reklame til millioner af brugere, og nogen tror fejlagtigt at de kan framelde sig spam ved at skrive venligt til spammerne: ”Vær rare at fjerne min mailadresse fra mailinglisten”. Nixen! Glem det. Slet spam uden at læse, klikke eller besvare.
Overvej også om det er nødvendigt at udskrive i stor stil. Mange dokumenter læses glimrende på skærmen, og det er i mange situationer spild af papir og blæk/toner at printe løs.

Den bærbare
Overvej at slukke helt for den bærbare, hvis den skal med på en længere rejse. Sådan en tændt maskine har ikke godt af at blive transporteret fra sted til sted med bus, tog og cykel. Tag også med i betragtning at hvis du kører i bil, bør du ikke lade den bærbare stå synligt fremme på et sæde eller på gulvet. Gem den til side, så du ikke frister tyveknægte. Desuden bør du lige overveje om den bærbare skal med i seng, hvor den boltrer sig oven på din dyne. Det betyder nemlig at du risikerer, at maskinens blæser ikke kan puste processorens varme bort.

Online opførsel
Endelig skal der lyde et par gode råd vedrørende dine manøvrer online på nettet. Tænk altid over hvad du skriver til folk, enten pr. mail, på Facebook eller i debatforummer. Snak ordentligt og husk på at det du eksempelvis skriver i et debatforum, vil blive stående. Det samme er gældende med de billeder du poster løs på internettet. Er personerne på billedet mon indforstået med at de bringes i fuld vigør på internettet?

www.pcworld.com/businesscenter/article/209283/the_25_worst_hightech_habits_and_how_to_fix_them.html

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *