Det sorte register

Det sorte register

Her til morgen lyttede jeg til Radio 24 syv, Danmarks bedste radiostation. Radio 24 syv har som regel nogle rigtigt gode debatter og punkter til dagsordenen, som i høj grad kan vække sindene hos danskerne.

I dag handlede det om en dansk hjemmeside, som hedder Det Sorte Register. Her har en dansker i fuld alvor oprettet en hjemmeside, hvor han udstiller offentligt ansatte, hvis de efter hans mening har begået brølere. Disse offentligt ansatte hænges ud i den offentlige gabestok med navn, arbejdsplads og postadresse.

Placeret uden for Danmark

Manden synes det er i orden, og i morges udtalte han, at offentligt ansatte, som begår den ene brøler efter den anden skal henrettes. Det er helt bevidst at jeg undlader et udråbstegn her, da tanken efter min mening er så syg, at jeg accepterer den som sort humor.

Manden bag Det Sorte Register ved nemlig formentlig godt, at hans tanke om offentligt at hænge andre mennesker ud på nettet ikke går hånd i hånd med dansk lovgivning. Derfor har han oprettet registeret som et tysk selskab og placeret hjemmesiden på en server, der står i USA. Halleluja. Så kan danske myndigheder nemlig ikke stille noget som helst op.

Alene dette juridiske spørgsmål er en god netdebat værd, og man kunne spinde mange tanker om emnet: hvornår skal det være muligt for lande på tværs af landegrænser at få bremset eller censureret en hjemmeside?

Jeg er klart imod censur, og manden bag Det Sorte Register skal naturligvis have lov at have sine meninger. Problemet er i mine øjne, at han udstiller offentligt ansatte med navn, billede og hele molevitten, og så udtaler han offentligt at disse ansatte burde henrettes med et nakkeskud.

Nettips med nye registre

Nettips har nu fået den ide at vi vil oprette Det Knaldhamrende Sorte Register. Og hvad skal den hjemmeside så handle om? Jo, vi mener at alt for mange tømrere, murere, webdesignere, tandlæger, hundehandlere og krejlere har alt for travlt med at tjene sorte penge.

Sikke noget svineri, hva’? Puuuuuhaaaaah! Så nu skal disse personer denondelynemig hænges ud på nettet – og deres kæledyr med. Og Nettips overvejer et andet projekt: Det Ægte Sorte Register. Her skal personer fra de sorte fag udstilles med naturtro portrætter. De sorte fag? Jo, altså folk som til dagligt arbejder med ting, som man bliver beskidt af: smede, mekanikere, den slags…

Hvis du savner et link til Det Sorte Register, du ved den omtalte hjemmeside, som er registreret i Tyskland, og som ligger på en server i USA, ja så skal du finde den et andet sted på nettet. Nettips har lyst til at linke til mange steder på nettet, men der er også hjemmesider, som vi IKKE har lyst til at linke til.

Ps. Jeg er selv underviser på en erhvervsskole, så hvis jeg inden så længe figurerer i Det Sorte Register, må I godt lige give mig et praj.

Læs også:

1 Comment

  1. Per Hansen

    Jeg er fanme træt af skorstensfejere og alt de sorte arbejde de udfører! 🙂
    De burde helt klart være listet på de Sorte Sider og ikke De Gule!

    Reply

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *