Det bruger danskerne internettet til

Det bruger danskerne internettet til

Min gode ven, Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér, gjorde mig opmærksom på en interessant nyhed, som Digitaliseringsstyrelsen sendte ud i slutningen af august. Digitaliseringsstyrelsen løfter nemlig sløret for, hvad vi danskere bruger it til i det herrens år 2015.

I takt med tiden er vi blevet bedre til at ordne hverdagens forskellige udfordringer direkte på internettet. Når din cykel bliver stjålet, melder du det til politiet via nettet. Når din forskudsopgørelse skal opdateres, gør du det via nettet i stedet for at besøge Rådhusbutikken. Boligsikring ordner du også direkte via internettet.

De seneste undersøgelser viser, at 65 procent af os inden for det seneste år har brugt en eller anden form for digital tjeneste eller blanket til at få sat styr på nogle ting i forhold til det offentlige Danmark. Altså omkring 2 ud af 3 danskere.

Populære offentlige hjemmesider

Det er Danmarks Statistik, som står bag undersøgelsen, og så kan vi godt tage dens tal for pålydende. Et andet interessant tal er 82 procent. Det er nemlig den andel af danske borgere, der inden for de seneste 12 måneder har søgt informationer på kommunernes, statens eller regionernes hjemmesider.

Vi er altså blevet mere it modne og knapt så it forskrækkede, som ellers har været en pænt gængs opfattelse i mange år. Undersøgelsen fortæller i samme åndedrag at 75 procent af danskerne er tilfredse med myndighedernes digitale løsninger.

Borger.dk er blevet en portal som mange af os bevæger os ind på, hvis vi skal have ordnet noget i forhold til det offentlige. Næsten halvdelen af danskerne var på Borger.dk inden for den seneste måned op til undersøgelsen. Her tjekkede folk årsopgørelser, affaldshåndtering og digital post.

Penge i luften

Vi er ligeledes blevet dus med at betale for varer, tjenester og ydelser via nettet. Betalingsapps har vundet indpas, og i dag forventer vi at betalingen kan foregå digitalt og helst så let som muligt.

Nye tal viser desuden at 89 procent af danskerne bruger internettet mindst én gang om ugen. 83 procent af os er online dagligt.

Nettips kan tilføje at 100 procent af de frivillige kræfter på ”Nettips-redaktionen” er online dagligt, og at der sendes mails ud døgnet rundt, kun afbrudt af søvn, kaffe- og madpauser.

www.digst.dk

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.