Derfor skal du have en tablet – iPad 2!

Derfor skal du have en tablet – iPad 2!

Vågn op! Du skal have din sovetablet. Haha, gammel morsomhed, der aldrig går af mode. Ikke hos mig i al fald. Når det handler om tabletter, er der dog andre interessante momenter her i 2011. Tablet er næsten ensbetydende med Apples iPad, men der er dog også andre tablets på vej, blandt andet med Android styresystemet (HP har også noget kørende ved jeg…). Hvorom alting er kan det være svært at afgøre om man har brug for sådan en tablet. Det har du, hvis du spørger websitet PC Advisor. Magasinet giver nogle gode grunde til at anskaffe sig sådan en bandit.

Bevægelsesfrihed
Hvorfor stavre rundt med en klodset bærbar, når tabletten ligger lige så fint i hænderne, på bordet eller i skødet? Selv om de bærbare computere på mange måder er smarte, er det nemmere at navigere rundt på en tablet, hvor du bevæger ”musen” med dine fedtfingre direkte på skærmen. Skal du skrive en lille tekst eller måske søgeord i Google, gøres dette også direkte på skærmen. Det går ikke nødvendigvis hurtigere, men det er nemmere, hvis det drejer sig om kortere tekster. Man kender det fra smartphones, men en tablet har jo en større skærm, så det er no problemo at læse hjemmesider på nettet.

Produktivitet
Og her er vi så inde på et punkt, der hurtigt skal overstås – måske. Du har nemlig ikke et ægte tastatur til din rådighed, når du arbejder på en tablet. Til gengæld er det jo ret praktisk ved mindre indtastninger eller hvis man blot skal tjekke mail og give hurtige beskeder (retur). Husk også at man snildt kan koble et tastatur til en iPad via en docking station, og så er tabletten pludselig en bærbar computer – hvis det er det du ønsker.

Underholdning
Ja, det er lige netop her at tabletterne er vores kommende underholdningsmaskiner. Sådan en gadget er jo fremragende, hvis man lige skal tjekke Youtube ud, eller hvis man ønsker at drible igennem familiens feriefotos, der ligger i Picasas webalbum. Husk også at små spil som Angry Birds gør sig ganske godt på en tablet, og her har du mere skærmplads til at udfolde dig på, end hvis du sidder med mobilos.

Batteriets levetid
De bærbare maskiner har som regel udmærkede batterier indbygget, men de klarer ikke kampen imod tabletterne, hvis batterier yder en bedre og længerevarende indsats. Nu har jeg ikke selv afprøvet en iPad, men rygter fortæller at moderne tabletter klarer op til en dags arbejde. Om dette holder, vil jeg stadig gerne sætte min tvivl på. Min HTC Desire smartphone skal lades op, mens jeg sover min nattesøvn, og da tablettens skærm er markant større, gætter jeg på at dens strømforbrug er markant højere (men det er batteriet sikkert også, så det…).

Artiklen kommer også ind på emner som Facebook, yderligere apps, Twitter, nyheder og bøger. Tjek den ud ved at klikke her

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *