Depression: En folkesygdom?

Depression: En folkesygdom?

Alle mennesker kender til at have en dårlig dag. Hvem har ikke prøvet at svinge benene ud af sengen om morgenen og føle, at noget ikke er, som det skal være? Man føler sig uoplagt, gnaven og måske endda rigtig trist til mode. Dog er det en dag, vi kommer over, og så er alt glemt.

Desværre, er der en del mennesker som oplever, at denne såkaldte ’dårlige dag’ ikke stopper af sig selv. Én dag bliver til flere, og måske bliver det så slemt, at det bliver nødvendigt at få lægehjælp.

Ifølge Netdoktor.dk oplever 500.000 danskere en svær depression i løbet af deres liv, og endnu flere oplever en depression i mildere grad. På en tilfældig dag vil mellem 100.000 og 200.000 danskere have en depression. Kvinder rammes dobbelt så hyppigt som mænd, men når der tales om meget svær depression, er kønnet nogenlunde ligeligt fordelt.

Hvorfor er depression så udbredt?

Forskellige undersøgelser fra forskellige kulturer og lande viser, at depression stort set er lige hyppigt overalt i verden. Dette skriver Netdoktor.dk

Depression er i dag så udbredt, at det rent faktisk kan kaldes en folkesygdom. Men hvorfor er denne sygdom så udbredt, og hvad er årsagen til, at så mange danskere rammes?

Der er flere årsager til en depression. En depression kommer, når der er ubalance i hjernens centre. Denne ubalance kan forårsages af forskellige psykologiske belastninger såsom fyring, knas i parforholdet, død i den nærmeste omgangskreds eller hvis man har været stresset gennem en længere periode.

Barndommens gade

Også svære belastninger fra barndommen kan resultere i en depression, og især hvis man er specielt sårbar. Denne sårbarhed er oftest arveligt betinget, hvilket vil sige, at risikoen for at få en depression ligger i generne. Undersøgelser ifølge Sundhedsstyrelsen viser også, at har far eller mor været ramt af sygdommen, har man en større risiko for selv at blive ramt. Desuden kan både misbrug af alkohol, stoffer og medicin være medvirkende til depression.

Har man én gang været ramt, er der 60 procent risiko for, at man bliver ramt igen. Har man været ramt to gange, er risikoen for depression helt oppe på 80 procent. Jo flere gange man rammes, jo mere stiger risikoen, og der bliver kortere og kortere mellem, at sygdommen vender tilbage. Det er vigtigt, at man kommer i behandling – jo før, jo bedre!

Dog er sygdommen således skruet sammen, at det kan være svært at indse, man har brug for hjælp. Oplever du symptomer på depression i form af tristhed, manglende energi, træthed, selvmordstanker, skyldfølelser og bebrejdelser og manglende appetit, er det vigtigt, du søger læge.

Gode muligheder for behandling mod depression

Depressionen stilles som let, moderat eller svær depression, og sygdommen behandles med antidepressiv medicin og/eller samtaler. Sygdommen er oftest tidsbegrænset, så rammes du af depression, er muligheden for behandling rigtig god.

Er du en af de personer som rammes af en såkaldt vinterdepression, anbefales sund og nærende kost, motion, en god søvn og masser af lys. Lysbehandling kan selv udøves, ved at man køber en lampe på 5000 lux. Dog er det vigtigt altid at gå til læge ved mistanke om depression, da lysbehandling ikke altid er nok. Især hvis der er tale om andet end en vinterdepression.

Læs også:

2 Comments

  1. Mie Lau

    Der er altid for og imod. Akkurat som hovedpinepiller – skal, skal ikke? Dog mener jeg, at det kommer an på, hvor slem en depression er, og hvor opmærksom du er på dig selv. Og så skal man altid have sin læge med indover… og ikke selv spille læge. Dog må man gerne være skeptisk og selv føle efter 😉

    Mvh
    Mie Lau

    Reply

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *