Den betalende kunde

Den betalende kunde

I dag vil jeg komme med det forslag, at vi skal bruge nogle flere penge. I hvert fald foretage en investering. Og det er min påstand, at det gør internettet til et bedre sted at være. Se? Lige her på Nettips: Dagens tip er, at du skal bruge lidt penge på dig selv. Eller rettere, tippet er – som med så mange andre steder væk fra tastaturet – brug dine penge lidt klogt, og tingene vil blive så meget bedre. Jeg har en plan – en hosting-plan. Jeg køber min webhosting – jeg betaler for, at nogle mennesker, der er dygtigere til opgaven end mig, har nogle servere, hvor mine hjemmesider, min email og nogle andre ting ligger på. Og jeg har klart følelsen af, at jeg har skudt papegøjen med den aftale.

Da jeg først kom på nettet, var jeg overbevist om, at jeg var genial, fordi det lykkedes mig at gøre alting gratis. Jeg havde internet på universitetet, og jeg fik en side på benene, hvor jeg samlede en masse links. Dette foregik omkring århundredskiftet, hvor søgemaskiner først var ved at tage fat. Fandt du noget, der var godt, så delte du det – og her fik jeg en gratis side, i dette tilfælde var det såvidt jeg husker hos narod.ru, dels fordi jeg var russiskstuderende, og dels fordi de gav god plads – uden reklamer, i første omgang.

E-mail uden reklamer

Det samme med email – jeg fik naturligvis en gratis email. Uden reklamer. De lukkede ned efter et års tid. Som så mange andre tjenester på det tidspunkt var det heller ikke helt klart, hvordan de tjente penge eller bare finansierede det i det hele taget. Jeg fik en anden email, hvor tjenesten blev solgt af og nedlagt i den eksisterende form, og det blev ret træls. Man begynder at ane et mønster…

Fordi jeg så arbejdede med rejser til Rusland, registrerede jeg eastbound.dk. ingen grund til at kigge, den findes ikke længere, men det gav mig det første indblik i, hvor dejligt det er at have sig selv at skulle samarbejde med. Jeg havde en email, der ikke var klistret ind i reklamer. Jeg fik en lille smule hjemmesideplads, hvor jeg kunne lægge mit digitale visitkort. Få megabyte kan rumme ganske meget tekst, om ikke så meget grafik og alt muligt andet sjov – hvis man er lidt praktisk, kan man få rigtigt meget ud af det – og det gjorde jeg. Det var enkelt, velopsat – og uden reklamer. Det var ganske enkelt kun mit.

Hvorfor egen hjemmeside?

Det er fortsat et mysterium for mig, hvordan reklamer kan betale for så meget af internettet – jeg kan undre mig, hvordan reklamer kan tjene nok penge tilbage til at drive så omfattende tjenester, som de gør – men under alle omstændigheder er det klart for mig, at jeg har min hjemmeside for min egen skyld. Serverplads med adgang til internettet og plads til emails er blevet enormt meget billigere, og derfor har jeg købt min hosting. Her ligger det hele.

Men, vil mange sige, hvorfor skulle jeg dog gøre det? At have hjemmeside… hvorfor dog? Jeg har jo ikke specielt noget på hjerte, der kan være interessant for andre. Det er et rimeligt argument, men det kan nu have flere fordele. Jeg har en familiehjemmeside, der fungerer som fotoalbum – også for min centraleuropæiske svigerfamilie og familiens venner og bekendte, der er spredt udover verden. Og så er der naturligvis, som Niels Reib fra LedigIDanmark.dk kommenterer, fordelen ved at have et online-visitkort at kunne henvise til som jobsøger, http://ledigidanmark.dk/jobsogning-med-egen-hjemmeside

som også viser noget om, hvad man kan. Desuden har jeg en installation af ownCloud, hvor jeg har mine eksamensbeviser og anbefalinger liggende, så jeg kan henvise til dem ved jobsøgning, og samme sted har jeg vore indscannede kvitteringer liggende til opbevaring. Har jeg en større fil, som familie eller bekendte skal have, kan jeg bare uploade det og sende dem alle et link. Jeg har min familieweblog, min hjemmeside, min engelsksprogede weblog, mine konfigurationsfiler liggende i et aflukket online-rum. Det er ikke indviklet at sætte op – almindeligvis uploader man filerne til serveren og får en opsætningsskærm, så man kan indstille sin side, hvorefter det kan betjenes af selv de mindst tekniske.

Det kan du bruge en hosting til

Jeg giver 29 kroner om måneden. Andre tjenester er billigere, men min tjener formålet fuldstændigt, og jeg har lige haft 5-års jubilæum hos udbyderen, opdagede jeg. Har man en standardserver, man kan lægge ting ind på, så er der så mange fordele. Jeg ser ingen reklamer. Man kan for eksempel bruge Unoeuro, One.com, Gigahost – og der er en række andre. Som sagt har jeg ikke haft brug for at undersøge det nærmere i et par år. Som en lille, men ikke uvæsentlig detalje, så ligger mine data i Danmark – servere i Danmark, backup i Danmark – så medmindre man her også bryder loven, så er der ingen offentlige tjenester, der er i gang med at gennemgå mine data for interessante filer, hvilket også er en prioritering for mig. De lukker ikke pludseligt på en facon, hvor jeg er låst fast i en funktion ligesom de mange, der kommer til at savne Google Reader.

Som betalende kunde og ikke bare en dråbe i et hav med ansatte, der ikke arbejder for virksomhedens vel, vil dine problemer blive taget alvorligt og reageret på. Er der nogle ting, der kræver noget udover standardkomponenter, kan man forhandle sig til det, når man har med en rigtig udbyder at gøre og ikke bare én, der sælger dine øjne til reklameudbydere.

For en god ordens skyld skal jeg lige bringe en liste over praktiske ting, man kan bruge med sin budget-hosting:

WordPress: Blog, personlig hjemmeside, huskeseddel – den kan bruges til meget.

Wysija: WordPress-udvidelse. System til udsendelse af nyhedsbreve

Docuwiki: Opsæt en wiki. Din filmsamling, dit yndlingsband, dine madopskrifter.

MyTinyTodo: Liste over ting, man skal have gjort.

Zenphoto: Billedgalleri

ownCloud: Filopbevaring, kalender, notetagning, jukebox, billedfremviser og meget andet

Claroline: Kursussystem med undervisningsmaterialer

CiviCRM: Medlems- og arrangementsadministration for din forening

Kimai: Tidsregistrering til timelønnede, f.eks. konsulentansatte

SimpleInvoices: Fakturastyring til selvstændige

LimeSurvey: Spørgeskemasystem

PHPBB: Forumsystem til f.eks. en klub

{fcomment}

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *