Den bedste Android tablet?

Den bedste Android tablet?

Masser af mennesker er hamrende pjattede med de små tablets, der florerer her, der og alle vegne. Denne tendens startede med Apples lancering af deres iPad, og lad mig straks anerkende Apple for deres tilgang til at gøre ting så brugervenlige og naturlige som muligt, når det handler om netop tablets og smartphones. Apple var vel om nogen de første til at gøre det superenkelt at navigere rundt på en smartphone, og deres tablet, den berømte iPad, er ikke uden grund den mest hypede tablet af dem alle. Jeg er ikke selv den store tablet freak. Faktisk bruger jeg en tablet ret sjældent. Vi har en iPad her i hjemmet, og den bruger jeg faktisk kun til lidt småsurf og læsning af den lokale Fyns Amts Avis via en smart app. Jeg kan godt se fidusen i en tablet, og jeg lurer nu på, om mit foretrukne styresystem til mobile enheder, kan hamle op med iPad.

Og dette system hedder Android. Derfor var det med en vis spænding, at jeg åbnede en æske med en spritny tablet fra Sony. Denne tablet hedder Sony Xperia Z2, og der er tale om en tablet på størrelse med de fikse iPads fra Apple. Det første man dog lægger mærke til, når Sony Xperia Z2 lander i hånden er, at den virker markant lettere. Vægten er komprimeret grammæssigt i forhold til iPad, og det er bestemt en fordel. Jeg er faktisk ikke særlig vild med elektroniske gadgets, der vejer mere end højst nødvendigt. Samtidig er det en slank model, som ligger godt i hænderne, så allerede der er bekendtskabet med Sony Xperia Z2 en positiv oplevelse.

10 tommer med solid skærm

Lad os lige kaste et blik på lidt tekniske specifikationer. Skærmen er på 10,1 tommer og kører i fuld HD, og de filmoplevelser jeg indtil videre har haft på nettet med Sony Xperia Z2, primært Vimeo og YouTube HD videoer, har været gode. Rigtigt gode endda. Lyden er jo ikke HIfi, men den er ok. Jeg foretrækker dog at proppe et par høretelefoner i øregangene, hvis der skal lyttes til ordentlig musik. Her sidder stikket øverst og er faktisk ikke i vejen, hvis du skal se Ringenes Herre trilologien de næste ni timer. Kigger vi under kølerhjelmen er der pænt med hestekræfter. Der ligger en Qualcomm Snapdragon 801 processor på 2,3 GHz, og hukommelsen lyder på 3 GB. Disse specifikationer gør, at denne Android tablet absolut overhaler Apples iPads.

Sony Xperia Z2 er vandtæt. Det er et faktum, som jeg ikke regnede med at jeg nogensinde skulle skrive i en artikel, men nu gør jeg det altså alligevel. Ikke fordi jeg tror at jeg skal have Sony Xperia Z2 med i brusebad, men det er ikke desto mindre en rar sikkerhed at have i baghovedet, hvis familien sidder med denne tablet, mens de spiser frokost og drikker vand. Jeg har med jævne mellemrum set mennesker klotte af sted med en vandflaske, og derfor er det en rar fornemmelse at vide, at Sony Xperia Z2 ikke tager skade af en smule vand.

Tablets til større arbejdsopgaver?

Softwaremæssigt er Sony Xperia Z2 også lidt af en lækkerbisken. Android er i mine øjne et solidt system, som virker mere fleksibelt og frit end Apples iOS. Og ikke noget mudderkastning her. Jeg er til Android, andre er til iOS. Ikke mere snak om det. Jeg anerkender Apple for at have igangsat en revolution på mobile enheder, men jeg fastslår også, at Apple har fået kamp til stregen af et superlækkert Android system, udviklet af Google.

Om jeg vil købe en Sony Xperia Z2? Hmmm…. Næppe. Faktisk tvivler jeg på, at jeg vil investere penge i et tablet. Det skulle lige være en mini tablet á la Nexus 7. Men jeg tror ikke jeg nogensinde kommer til at betale adskillige tusinde kroner for en fuldvoksen tablet som for eksempel Sony Xperia Z2 eller iPad. Jeg er så glad for mit tastatur på min MacBook eller ved den stationære Windows pc, og jeg tvivler på at jeg nogensinde vænner mig til tastaturet på skærmen på sådan en tablet. Artiklen her skrives på en MacBook, og hvis jeg skulle have udført arbejdet på en Sony Xperia Z2, havde det sandsynligvis taget endnu længere tid med større huller i konteksten.

Jeg anerkender tablets. Jeg synes de er smarte. Fikse. Elegante. Nemme at tage i brug, og jeg vil til enhver tid anbefale min mor at bruge pengene på sådan en fætter i stedet for en avanceret Windows eller Apple computer. Men til mit behov er tablets endnu ikke særligt aktuelle. Jeg bruger mine computere til de større arbejdsopgaver, og hvis jeg lige har behov for lidt surf eller tjek af mails samt sociale medier, rækker min smartphone, Nexus 5, langt hen ad vejen. Det skal dog ikke forhindre mig i at sige, at hvis jeg en dag får tilbudt en Sony Xperia Z2 til en god pris, siger jeg formentlig ja tak.

www.sonymobile.com/dk/products/tablets/xperia-z2-tablet/

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *