Dealfighter hæver kassen…

Dealfighter hæver kassen…

… inden varen er sendt. Så enkelt og kortfattet kan det siges. Dealfighter er en dansk hjemmeside, som indhenter restpartier af diverse forbrugsvarer, og herefter sælger Dealfighter deres varer til nedsat pris. Det er der bestemt ikke noget galt i, og man kan faktisk gøre nogle ganske fornuftige handler hos Dealfighter. Da jeg var inde en torsdag formiddag, blev jeg fristet til at købe højttalere, et slotsophold, et flot verdenskort, grøntsagsskrællere eller algebehandling, og disse varer sælges alle til special price for you, my friend. På forsiden skriver Dealfighter at de er indbegrebet af godt jysk købmandsskab, og det skal da sikkert nok passe, men jeg har alligevel lyst til at knytte en kommentar til dette såkaldte købmandsskab.

 

Dealfighter har nemlig den uvane at hæve pengene fra din konto, inden varen er sendt af sted til dig. Det kan man mene både det ene og det andet om, men generelt hedder det sig, når man handler på nettet, at butikkerne først må trække pengene fra din konto, når varen er afsendt. Dealfighter følger ikke dette princip. Næ nej, i det øjeblik du bestiller en vare og angiver kreditkortoplysninger, trækker Dealfighter beløbet prompte. Ikke noget med at vente til varen er sendt af sted til dig. Er det godt købmandsskab?

Nærlæs altid betingelserne

Jeg skrev en venlig mail til Dealfighter, hvor jeg undrede mig over, at de havde trukket beløbet fra min konto, men varen var stadig ikke ankommet, selv om det var en uge siden, at varen var bestilt. En flink supporter ved navn Karina kunne meddele mig, at man som kunde hos Dealfighter havde accepteret at de forbeholdt sig ret til at trække pengene fra min konto med det samme. Med andre ord: det stod med små bogstaver da jeg bestilte varen, at de agtede at trække beløbet fra min konto, inden jeg overhovedet havde set skyggen af varen.

Det burde jeg som kunde naturligvis have nærlæst. Så jeg bevægede mig ind på Dealfighters hjemmeside nok en gang og fandt butikkens handelsbetingelser. Der faldt jeg hurtigt over paragraf 2, der handler om betaling. Her står der blandt andet:

Vi trækker først pengene på dit kreditkort når vi fremsender varerne til dig. Vi trækker kun det beløb, som du selv godkender i indkøbskurven.

Hmmm…. Hvad er nu det for noget, tænkte jeg. Karina sagde jo at jeg havde accepteret betingelserne. Under leveringsbetingelserne står der endvidere, at hvis man bestiller inden klokken 14, kan man forvente at varen er landet hjemme hos dig næste dag. Hmmm… Hvad er nu det for noget, Dealfighter? Nå, jeg væbner mig med tålmodighed og ser hvad der sker. Nu var det ikke jordens dyreste vare, jeg bestilte (et blink blink halsbånd til husets vagthund), så det kan da godt være at vi sammen skal gå vinteren i møde i mørket sammen uden blink blink, men jeg ærgrer mig alligevel over, at jeg lagde nogle af mine spareskillinger hos det gode jyske købmandsskab hos Dealfighter.

Dealfighter reagerer

Jeg sendte Dealfighter en lille hilsen i form af ovenstående. Dealfighter reagerede ret hurtigt med følgende (som jeg synes de fortjener at få med):

Hej Allan

Tak for din mail.

Vores forretning, dealfighter.dk, er bygget op i forhold til vores deals på to måder

1. Vi køber selv produkter hjem, som vi selv har på lager, og sender samme dag som man bestiller, som udgangspunkt. 

2. Vi kører varer sammen med andre partnere ligesom alle andre dealsider, hvor det er partnere der kommer med varer til os, som vi står for at markedsføre. 

Det hundehalsbånd som du har købt tager udgangspunkt i nummer 2.

I dealen står der flg. under detaljer, som jeg undrer mig over du ikke har set, når du har gennemlæst vores handelsbetingelser:

Ved gennemførsel af købet bekræfter man som kunde, at man er indforstået med, at pengene trækkes inden varen sendes.

Jeg mener ikke vi har gjort noget forkert, det er aldrig vores intention at snyde vores kunder eller skjule noget, hvorfor netop denne detalje bjælke fremgår med forskellige betingelser på alle deals. Hvad mener du? 

Dertil svarede jeg Dealfighter:

Hej

I har bestemt ikke gjort noget forkert. I skriver jo sort på hvidt om betingelserne ved dealmetode 2. Så dér er der intet at komme efter. Nu har jeg blot vænnet mig til at fortælle mine voksne it-kursister, at de roligt kan handle på nettet, fordi man først bliver trukket varens pris, når varen er afsendt.

At jydske købmænd så tager alternative metoder i brug, er en helt anden sag. Jeg skulle naturligvis have læst betingelserne grundigt igennem, så fejlen er sådan set ikke jeres. At jeg så ikke bryder mig om jeres metode er en helt anden sag. Jeg gider i al fald ikke at handle hos jer mere, og jeg vil bruge jer som eksempel fremover, når talen falder på e-handel: “Kære venner, husk at læse det med småt!”.

Men jeg vil naturligvis krydre mit blog indlæg med din kommentar, så I også får chancen for at fremstå på regulær vis. Og halsbåndet? Det dukkede op i dag – og det klæder hunden så lystigt 😉

Ps. Jeg har afmeldt nyhedsbreve og gode tilbud fra Dealfighter. 

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *