De 10 største nyheder fra IFA

De 10 største nyheder fra IFA

Netop hjemvendt fra IFA elektronikudstillingen i Berlin tygger jeg lidt på nogle af de indtryk, som jeg fik her i weekenden. Jeg fik gået adskillige kilometer i messeområdet, og der blev taget mange notater om dette og hint.

Her følger mine umiddelbare kommentarer om de 10 største nyheder fra IFA anno 2015. Nogen vil sikkert mene at jeg rammer helt ved siden af, mens andre vil rose mig for de skarpe betragtninger. Du er velkommen til at give dit besyv med herunder.

Musen uden ledning
På messen i Berlin blev computermus uden ledning præsenteret. I manges ører lyder det nok lidt for mystisk, men der er tale om computermus, hvor man via en USB dims skaber kontakt imellem den ledningsløse mus og computeren. Virkelig smart!

Fladskærme vinder frem
I mange år har vi været vant til computerskærme, som fylder pænt i kontorlandskabet. Det er især de lidt klodsede billedrør, som gør at computerskærmen fylder ad pommern til. Nu dukker fladskærme op som blot er få centimeter dybe. Vildt.

Kirk telefonens død
I løbet af IFA 2015 gik det op for mig, at danskernes foretrukne telefonen, den imponerende Kirk telefon, muligvis snart er på vej yt. I stedet lader det til at mobiltelefoner aka smartphones indtager verdensherredømmet.

3D briller
Rundt omkring på IFA blev folk iklædt specielle plast briller. Disse briller er de såkaldte 3D briller, som er med til at tilskueren pludselig ser tredimensionelle ting foran sig, fordi optagelserne er specielt fremstillede. Jeg så for eksempel en fugl flyve ind i ansigtet på mig.

Håndstøvsuger med batteri

Hvis man bevæger sig ind i afdelingen for de lidt mere husstandsfokuserede apparater, er det svært at komme uden om støvsugeren. Her fik man et indblik i fagre nye verden via beskedne håndstøvsugere uden ledning. De drives ved hjælp af et opladeligt batteri. Blændende.

Telefon uden knapper
De fleste af dette websites læsere kender til at komme til at trykke på den forkerte knap, når man skal ringe et bestemt telefonnummer op. På IFA 2015 var der op til flere forskellige modeller, som slet ikke havde fysiske knapper. Alt foregik ved hjælp af trykfølsomme skærme.

Dør LP og CD?
Streaming er måske den nye sort. I al fald dukkede spændende produkter op, som er ved at overtage LP pladsens og CDens geniale faciliteter. Faktisk anslår mange, at musik fremover ikke skal høres via LP eller CD, men via internettet. Nettips følger op på sagen.

Væk med tv-antennen
Lige siden mennesket placerede foden på månen, er der ingen tvivl om tv-antennens genialiteter. Via et stativ på husets tag kan du samle tv-signaler op og sende dem ned til husets fjernsyn. Dette er muligvis en saga blot, og nu taler man om pay per view. Den tror Nettips ikke på, og antennen sidder stadig på toppen af mit hus.

GPS på vejen
En af de mere sikre elementer i enhver families søndagstur er skænderiet imellem mand og kone, når den rette vej skal indgydes chaufføren (oftest manden). Nu lader det imidlertid til at 3 bogstaver vil revolutionere denne undskyldning for et regulært skænderi: GPS. Lad os nu se.

Dør VHS?
Endelig er det vældig interessant at følge udviklingen inden for den måde, som vi ser film på. VHS er en stærk metode til at se film, men Nettips var bag kulisserne, og begreber som dvd (nogen lo da det blev nævnt) og streaming film overskyggede VHS. Overvej at tage en kopi af dine yndlingsfilm, inden det er for sent.

Har vi overset noget? Skriv det venligst i kommetarfeltet herunder.

Related posts

2 Comments

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *