Danmarks bedste hacker

Danmarks bedste hacker

Her på Nettips hader vi hackere, crackere og hvad de ellers hedder. Denne form for tyveriagtig adfærd har vores største foragt, og vi finder det umoralsk, lavt og selvødelæggende at bryde ind på andre domæner, uanset om det er et sommerhus, en lejlighed eller et lukket it-system.

Hvis du har adgang til en lovlig nøgle, er snakken en helt anden, men hvis du trænger ind på illegal vis, er du ude på et skråplan. Derfor skal du seriøst overveje at trække dig, inden legen bliver alvor med slemme straffe til følge.

Nå, ikke desto mindre modtog jeg en pressemeddelelse, hvor jeg kunne læse at man nu er ude efter de største hacker-talenter i Danmark. Yes, du læste rigtigt. Det er spilfirmaet Ubisoft, som i samarbejde med Københavns Universitet er ude i et ærinde, hvor de slår et slag for it-sikkerhed. Kampagnen bliver lanceret samtidig med udgivelsen af computerspillet Watch Dogs 2, der har en hacker i hovedrollen.

White hats og Black hats

Hackere deles op i to grupperinger: de hvide hatte og de sorte hatte. De hvide hatte er de gode, mens de sorte hatte er de onde. Og vi mangler de hvide hatte i samfundet.

– Det er vigtigt for det danske samfund at uddanne it-kyndige, der bl.a. kan imødegå den omsiggribende it-kriminalitet, og som forstår de nye typer af angreb fra cyberspace. Derfor er vi også meget positive over for denne kampagne, der forhåbentligt kan få endnu flere it-talenter frem i lyset, siger Ken Friis Larsen, lektor ved Datalogisk Institut på Københavns Universitet.

Den bedste hacker skal findes

Og derfor er Ubisoft og universitetet i færd med denne kampagne, hvor den dygtigste hacker skal findes. En online hacker test er tilgængelig på hjemmesiden, som vi linker til herunder. Her kan alle teste deres evner igennem fire niveauer. Den bedste hacker vinder en tur for to personer til DreamHack i Sverige – verdens største digitale festival.

Kampagnen og hacker-testen kører frem til den 29. november kl. 23.59, og du kan deltage. Dit hackernavn skal bestå af 3-8 karakterer og du skal oplyse din e-mailadresse. Du skal løse 4 opgaver. Man anslår at det tager 30-60 minutter at klare ærterne, hvis man ellers er dygtig nok.

Den første person, som løser de 4 opgaver korrekt, er vinderen af Danmarks bedste hacker. Hvis ingen kommer helt igennem, vinder den hacker der på kortest tid nåede flest opgaver! Jeg røber med det samme: jeg agter ikke at deltage …

www.flerehackere.dk

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *