Chrome haler ind

Chrome haler ind

Mens du læser disse linjer, anvender du en browser. En browser? Jo, en browser. En browser er det program man anvender, når man læser hjemmesider på internettet, og den mest anvendte browser hedder Internet Explorer. Det er Microsoft, der har skabt Internet Explorer, og den har været toneangivende i mange år. Dette skyldes ikke mindst, at den var klar, når folk tog deres nye computer i brug.

I dag har man det frie browser-valg, hvilket har gjort det lidt lettere for konkurrenterne at få en bid af kagen. Og det viser sig at især en af konkurrenterne er ved at hale godt og grundigt ind på Internet Explorer.

Det er en af Microsofts ”hovedfjender”, der er kommet alvorligt på banen. Google! Det er ingen hemmelighed at disse to giganter har indædte kampe på it-området, og begge firmaer bruger milliarder af dollars på at udkonkurrere hinanden på forskellige områder, blandt andet på browser-markedet. Og Google ser ud til at vinde mere og mere ind på storebroderen fra Microsoft. Googles browser hedder Chrome, og uofficielle analyser viser, at Google Chrome er ved at indhente Internet Explorer. Det bemærkelsesværdige er at det helt kommer an på hvilket land analyserne finder sted.

I øjeblikket er gennemsnitsrækkefølgen i Europa

1. Internet Explorer

2. Google Chrome

3. Firefox

4. Apple Safari

Der er forskellige årsager til, at Internet Explorer I højere grad mærker åndedrættet fra konkurrenterne i hælene. Google har været gode til at friste deres browser ind ad bagdøren, når folk for eksempel installerer Google Earth eller billedprogrammet Picasa. Hvis man ikke er opmærksom nok, risikerer man pludselig at have fået Chrome med som bonus, en anordning som faktisk irriterer mig gevaldigt. Kan det virkelig være rigtigt at vi brugere skal kigge os grundigt meget for, når vi installerer gratis software?

Hvilken browser anvender du?

Firefox var i mange år en stabil nummer 2 efter Internet Explorer, men degraderingen til tredjepladsen er måske selvforskyldt. En af de ting, der har generet mig ved Firefox, er den evindelige opdatering af browseren. Hele tiden er den kommet i nye versioner, og det er i princippet meget godt, men i praksis er det belastende, at de extensions man anvender pludselig ikke længere er kopatible med de nye Firefox versioner.

Ser man på Apples Safari-browser er svaret på spørgsmålet om den voksende popularitet formentlig, at Apple er blevet voldsomt populært, både på computer- men især på tablet-området. Millioner af mennesker bruger iPad (og iPhone for den sags skyld)til dagligt, og her er det især Safari, der tages i brug. Samme billede er muligvis ved at gentage sig på Android-området. Android er verdens mest udbredte mobil-system, og Google står bag. Når jeg anvender min Android-telefon, er det Chrome-browseren jeg bruger.

Hvordan har du det med brugen af browsere?

{fcomment}

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *