Calisto 620 – en trådløs speakerphone

Calisto 620 – en trådløs speakerphone

For nyligt blev jeg momsregistreret med eget firma. Bojsen IT. Kreativt navn, ikke sandt? Jeg vil bruge firmaet som en løftestang til egne kompetencer, men jeg er stadig fuldtidsansat i KursusCentret med verdens bedste kolleger og chef. Nå, vi skal til sagens kerne. I forbindelse med mit lille firma lurede jeg på at anskaffe mig et hjælpemiddel i forbindelse med nørderierne. Planen er naturligvis at kunderne skal kime mig ned i tide og utide, og da mange af emnerne foregår på skærmen, tænkte jeg at jeg kunne få brug for en slags håndfri telefon på mit rodede skrivebord. Derfor kastede jeg et blik på Plantronics Calisto 620.

Calisto 620 til smartphone, tablet og pc

Firmaet Plantronics er kendt for at producere nyttige ”gadgets” til folk, som er på farten. Små øresnegle og trådløse håndsæt til bilen er nogle af Plantronics’ kerneprodukter, og de har altså også produceret en trådløs speakerphone – Calisto 620 – til skrivebordet, som du kan bruge som telefon. Og hvordan så det? Jo, forestil dig at du sidder ved computeren, ved din tablet eller med din smartphone ved hånden. Kunden ringer og beder om råd og vejledning til et givent emne. Desuden har kunden en række punkter, som du senere skal tage stilling til. Her ville det jo være rart at have begge hænder fri til navigering og notatskrivning på skærm og papir.

Calisto 620 er nem at koble sammen med smartphone eller tablet, idet alt dette foregår via Bluetooth. Skal Calisto 620 kobles til din computer, medfølger en lille Bluetooth receiver, som du propper i din computers USB port. Hvis du ikke bruger denne bitte receiver kan den nemt opbevares i bunden af Calisto 620 ved hjælp af en lille magnetisk anordning. Når Calisto 620 er koblet sammen med dine elektroniske hjælpemidler ligger den altså klar på skrivebordet til at hjælpe dig med ind- og udgående telefonopkald. Knapperne på Calisto 620 er vældigt simple, og de fleste skulle nok lære at navigere rundt på den trådløse speakerphone på få minutter.

Nem betjening af Calisto 620

Udgående opkald foretages naturligvis på din telefon, men herefter kobles Calisto 620 automatisk til, og samtalen foregår let og nemt via den elegante speakerphone. Du kan skrue op og ned for volumen og lægge røret på via Calisto 620, og en praktisk knap slår mikrofonen midlertidigt af, hvis du har behov for at snakke med folk på kontoret, uden at den anden person i røret kan lytte med.
Calisto 620 leveres med en praktisk lille neopren stoflomme, så du kan transportere den rundt uden at skulle være nervøs for at den bliver ridset, og USB kablet kan bruges til både stikkontakt og computer, når Calisto 620 skal lades op. Den kan holde op til 7 timers taletid og 5 dages stand by-tid.

Som ekstra bonus kan Calisto 620 bruges som supplerende højttaler, hvis du for eksempel lytter til musik fra din smartphone eller tablet. Kvaliteten i telefonen er sjældent noget at råbe hurra for, og her kan Calisto 620 snildt bruges som forbedret erstatning. Der er ikke tale om hi-fi, men dog klart bedre end telefonens indbyggede højttaler. Lydkvaliteten i Calisto 620 er generelt rigtig god og virker også rigtigt godt ved telefonsamtaler. Vejledende pris på Calisto 620 er 1.250 kroner.
 
www.plantronics.com/uk/product/calisto-600

{fcomment}

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *