Brug dog Google Apps

Brug dog Google Apps

Af C3po

Min fætter og jeg har i længere tid ejet et familiedomæne, som især er blevet brugt til mails og lidt udveksling af billeder igennem en kodet mappe, som ligger på en server ude i landet. På grund af prisen og diverse irriterende restriktioner hos Internet udbydere og Webhosts, flytter vi sommetider til en ny host, men for pokker da et arbejde når man har 22 mailadresser som skal flyttes, især da vi af hensyn til den ældre generation helst skal ramme samme kode til mailen, så de næsten ikke opdager, at vi flytter webhost.

Vi snakkede så i sommers om at købe vores egen server, men prisen afgjorde ret hurtigt den sag, selvom vi på den måde kunne få sat en god og ordentlig webmail op, en webmail som vi mente kunne være til at bruge for alle, også de ældre.
En dag spørger min fætter så pludselig: – Tror du vi nogensinde finder en host med en webmail, der ligner Gmail eller Hotmail? –

Google Apps – gratis løsning fra Google
Det blev debatteret ret meget indtil jeg en dag kom i tanke om Google Apps, som har en gratis løsning med Mail, Dokumenter, Google Talk, Kalender osv. Der er endda mulighed for at oprette et website, som man både kan lave åben så alle kan se den, og lukket hvor man selv bestemmer hvem som kan se siden. Der er dog den begrænsning at der højst kan være 50 brugere på denne løsning, men med de nuværende 22 mailadresser var det ikke et problem.

Så vi gik i gang med at undersøge om det var noget for os, og om vi kunne finde ud af at stille det op, da der er DNS indstillinger som skal på plads for at få det hele til at køre uden problemer. For at kunne gøre det skal man have fat i en DNS host. Af disse findes der en del, bl.a. GratisDNS.dk som er helt gratis, samt Unoeuro.com, hvor det normalt koster et engangsbeløb på 8 euro, men tjek deres side for at se om der er et godt tilbud.

Vi valgte Unoeuro, da løsningen så ud til at være ret så overskuelig, hvad den også er, og da man bliver guidet gennem processen under opsætningen hos Google, er dette ikke så farligt at gå til. Næste problem var at vi skulle have fundet ud af hvordan man laver opsætningen på familiens diverse mailklienter, så familiemedlemmerne kunne tjekke mails som de plejer. På det punkt fandt vi ud af at den nemmeste metode til det ganske enkelt er at installere Thunderbird, bringe de oplysninger den har brug for, og derefter finder den selv resten. Lad gerne Thunderbird importere mails og lignende fra den gamle mailklient, og så er det nemt at overføre alle gamle mails til de respektive mapper på Google Apps.

Alle er tilfredse med Google Apps
Hverken min fætter eller jeg har hørt noget dårligt om denne løsning. Den ældre generation, som ikke har så meget at bruge Docs til, nyder ganske enkelt at kunne sidde på Kreta og tjekke og besvare deres mail, tage hjem åbne Thunderbird og se at alle mails lægger der hvor de skal være. De unge mennesker i familien, som stadig går i skole, nyder at kunne arbejde på samme dokument, uanset om de sidder i skolen, hos kæresten osv. Selv min 8 årige datter, som er skilsmissebarn, er begejstret for denne løsning, for nu kan hun tegne i det samme dokument i skolen, hos hendes mor og hos mig.

Det bedste af dette var, at da vi kom rundt til familien for at installere Thunderbird og få indstillet mailen på deres computere, fik vi set hvad der rører sig, og hvordan familien ellers har det. Dette gav nogle hyggelige stunder omkring grillen i sommers.

[Artiklen er skrevet af vort venlige forummedlem C3po]

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *