Bredbånd hitter

Bredbånd hitter

Vi skal ikke mange år tilbage i tiden, hvor mange af os surfede på internettet ved hjælp af halvsløve telefonmodemmer. De avancerede af os anvendte ISDN, som var den forkromede løsning, for så var der pludselig adgang til dobbelt hastighed. Senere begyndte det spæde bredbånd, og vi havde svært ved at få armene ned, da vores hastighed pludselig landede på 256 Kbit i stedet for modemmets sølle 56 Kbit. Siden er det gået stærkt, og i dag er det stort set hvermandseje at råde over en lynhurtig internetforbindelse. En rapport fra det amerikanske analysefirma Gartner spår, at hver femte husstand på verdensplan vil råde over en bredbåndsforbindelse omkring nytår.

Vinker nødigt farvel til bredbånd
Inden udgangen af 2009 vil omkring 422 millioner husstande have en bredbåndsforbindelse til rådighed i hjemmet. Det i sig selv lyder måske en anelse paradoksalt i en tid, hvor krisen flår sine borende negle i halvflossede pengepunge. Ikke desto mindre slår Gartners rapport fast, at 422 millioner hjem vil have en eller anden form for bredbåndsforbindelse, og det er dermed over ti procent flere end samme tal ved udgangen af 2008. Gartner tillader sig at kaste et blik i spåkuglen, og profeter slår fast, at der virkelig sker store skred i de kommende år. Man anslår således, at over en halv milliard husstande vil råde over bredbånd i 2013. Med så voldsom en fremgang synes det oplagt, at folk og firmaer begynder at tage internettet alvorligt.

En af personerne bag rapporten er Amanda Sabia. Hun har arbejdet for Gartner de seneste ni år, og i rapporten slår hun fast, at når man først har vænnet sig til bredbånd, er det uhyre svært at give afkald på det. Dette gælder os i husstande, hvor man er presset økonomisk på grund af finanskrisen. Her oplever Amanda Sabia, at folk fravælger andre luksusting og -goder frem for at vinkel farvel til det hurtige internet. Desuden oplever hun, at flere og flere fatter interesse for bredbåndet og dets muligheder. Denne interesse medfører mersalg, ikke kun direkte på internettet, men også i form af øget salg på hardwaresiden. Mange investerer stadig spareskillinger i nye computere og it-udstyr.

Danmark på tredjepladsen – endnu
I Vesteuropa vil man generelt mærke en gennemsnitlig stigning på omkring 2,6 procent de kommende år af bredbåndsforbindelser i hjemmene. Dog ikke i Danmark isoleret set. Rapporten anslår, at 75 procent i den danske befolkning råder over bredbånd i dag. I 2013 vil tallet været steget til 78 procent. Dagens tal på 75 procent giver Danmark en imponerende tredjeplads over flest bredbåndsforbindelser. Vi er kun overgået af Sydkorea (86 procent) og Holland (80 procent). I 2013 er Danmark blevet overhalet indenom af Canada, Hong Kong og Singapore. Anslås det. Indonesien indtager i øjeblikket sidstepladsen. Blot én procent i de indonesiske husstande råder over en hurtig internetforbindelse.

Danskerne er altså rigtigt godt med på verdensplan. Vi er efterhånden meget fortrolige med brugen af internettet, og vi formår på mange områder at bruge nettet på konstruktiv vis. Alligevel halter det på mange områder. Langt fra alle i dette land mestrer at bruge det store internet, og mange af de danskere, som boltrer sig på nettet, gør det med hovedet under armen. De overser mange af de farer, som er synonymt med internettet, og på det plan er der virkelig behov for efteruddannelse og kurser. Det er blandt andet en af grundene til den landsdækkende kampagne Netsikker.nu. Videnskabsministeriet og en række danske virksomheder står bag kampagnen.

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *