Breaking! Varde på Twitter

Breaking! Varde på Twitter

I går faldt en bombe i dansk teknologi historie og presseverden! I Indbakken tikkede det nemlig pludselig ind med en vaskeægte sensation fra Varde Kommune: Overskriften fik mig op ad stolen i forbavselse og overraskelse. I emnelinjen stod der nemlig følgende:

Varde Kommune er nu på Twitter

Hva’beha’r! Er Varde Kommune kommet på Twitter? Allerede? Altså, vi skriver jo kun 2015. Ikke desto mindre fucker Varde janteloven og kan uden blusel meddele, at de nu agter at tage dette sociale medium til sig. Twitter er jo den lille, relativt ukendte dreng i klassen, hvis man spørger gennemsnitsborgeren i Varde. Gætter jeg på.

Jamen, hvad vil Varde da med sine Twitter opdateringer? Jo, de vil fortælle i denne verden, at Varde Kommune eksisterer og at den trives i bedste velgående. Det er jo ret genialt og temmelig godt set af den ansatte på rådhuset, som i et forsigtigt hjørne, måske har pippet, at Varde bør på Twitter.

A’ hwa’ fo’ noet? Twitter. Er det ikke sådan noget amerikansk noget? Nå, men det kan vi da godt gøre, lød svaret, og nu er Varde altså helt fremme på beatet. Derfor kan du – hvis du agter at følge Varde Kommune på Twitter – læse mange interessante tweets fra Varde Rådhus. Hvad med disse eksempler:

  • Hovedvejen mellem Korskro og Varde er overtrafikeret
  • Varde er Danmarks turismekommune på andenpladsen (hvem mon ligger nummer 1?)
  • Varde er årets cykelkommune
  • Varde er grøn transportkommune

Desværre glemte Varde Kommune at vedlægge Twitterprofilen i pressemeddelelsen, men du kan også følge Varde på web: www.vardekommune.dk

 

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *