Børnevenlige computere

Børnevenlige computere

Hvis nogle af læserne her skulle være i tvivl, så er børn helt enestående til hurtigt at regne den ud, når det handler om computere. Computeren er næsten blevet allemandseje, og i mange danske hjem står der ofte mere end én computer. Ungerne har altså gode muligheder for at lære at bruge pc’en til hverdagens små opgaver samt spil. Nu vil de danske biblioteker gøre en ekstra indsats for at byde på børnevenlige computere. Et nyt samarbejde mellem Styrelsen for Bibliotek og Medier og IBM giver børnebibliotekerne mulighed for at få installeret børnevenlige computere. Det giver bibliotekarerne nye muligheder for it-læring rettet mod små børn.

Det hele kaldes for KidSmart-projektet, og formålet er at skabe lige vilkår for børns it-indlæring, altså at mindske den forskel der er. Det er nemlig ikke alle børn, som har adgang til computere. Disse børn kan altså troppe op på børnebiblioteket og lære sig it-kompetencer, mens de hygger sig med andre børn. Ud over det rent nørdede islæt, er der altså også en social dagsorden.

Det er IBM, der donerer computerne til bibliotekerne i blandt andet Hasle, Gellerup og Alderslyst Bibliotek til stor glæde for børn og bibliotekarer. Der er tale om helt ”normale” computere med specielle børnespil installeret. Dog er mange ting ”gemt af vejen”, så børnene ikke kan pille og ødelægge diverse opsætninger.

IBM og Styrelsen for Bibliotek og Medier inviterer alle interesserede biblioteker til at deltage, men vil prioritere ansøgninger fra følgende kommuner: Bornholm, Lemvig, Langeland, Lolland, Læsø, Morsø, Norddjurs, Ringkøbing-Skjern, Samsø, Skive, Struer, Thisted, Tønder, Varde, Vesthimmerland og Ærø. Disse 16 kommuner er i Landdistriktsredegørelsen fra 2009 defineret som yderkommuner. Projektet afvikles i flere lande, og herhjemme er mere end 200 KidSmart-computere blevet doneret til over 70 forskellige institutioner i hele landet.

www.bibliotekogmedier.dk/biblioteksomraadet/fokusomraader/boern/kidsmart/

[Foto: IBM]

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *