Børn buldrer ind på Facebook

Børn buldrer ind på Facebook

Sociale netværk på internettet er populært som aldrig før. Millioner af mennesker valfarter dagligt ind på deres profiler og tjekker hvad de selv og vennerne går og foretager sig i dagligdagen. Myspace er stedet hvor især musikelskende folk bruger en masse tid, mens Facebook er inde i en voldsom popularitetsbølge, som medfører nye danske tilmeldinger og profiloprettelser dagligt. Venner, kærester, gamle soldaterkammerater og studiemakkere dukker op, og de fleste nyder gensyn med bekendtskaber fra gamle dage. Personligt finder jeg det hyggeligt – det er det bedste ord jeg kan finde på at bruge i denne sammenhæng – at gense mennesker på Facebook, som jeg har og har haft et forhold til igennem tiden. Facebook er stedet hvor personer over 13 år deler oplevelser, billeder, links og meget andet med hinanden, men nu begynder børn under 13 år at anmelde deres ankomst. Også selv om de ikke må.

Børn bruger falske fødselsdatoer
En af reglerne på Facebook handler om minimumsalder. På hjemmesidens regler står der blandt andet, at hvis man er under 13 år, kan man ikke blive bruger på Facebook. Ordret skriver Facebook følgende: – Hvis du er under 13 år, forsøg ikke at registrere dig på Facebook eller sende os nogen form for information om dig selv, inklusive navn, adresse, telefonnummer eller e-mail-adresse. Ingen under 13 år må dele deres personlige information til eller på Facebook.

Nu er virkeligheden en helt anden – især på internettet. Danske børn, som hidtil har slået sig løs på Arto, har opdaget Facebook, og nu myldrer ungerne ind på Facebook. Da mange af de nye brugere rent faktisk er under 13 år, oplyser de falske fødselsdatoer, og derved får de adgang til Facebooks herligheder. Nye studier hos Facebook fortæller, at omkring 750.000 amerikanske børn har registreret sig med falske alder på Facebook, og tallet ser ikke ud til at falde. Tværtimod. En lignende tendens ses herhjemme, hvor jeg genkender mange børn, dels fra sønnikes femte klasse og dels fra fodboldholdet i S.f.B.

Forældre i tale
Facebook erkender problemet, når børn opretter usande profiler, men de har svært evd at dæmme op for problematikken. Tusindvis af nye profiler dukker op dagligt på Facebook, og det er mere end svært at holde øje med hvem der snyder sig ind i det internetbaserede sociale fællesskab. Facebook ansætter folk, som har til opgave at kontrollere brugerne og deres profiler. Disse ”børnejægere” tager børn på fersk gerning, hvis de poster billeder af sig selv på profilen, eller hvis børnene oplyser at de bliver studenter om syv-otte år. Men ellers er det uhyre vanskeligt at tage børn på fersk gerning. Facewbook oplyser at de snupper omkring 30 børn om dagen, men det er blot en dråbe i havet.

Andre undersøgelser fra England bekræfter nemlig at børn og unge er helt fjollede med at oprette profiler på de sociale netværkshjemmesider. 41 procent af engelske børn på 8-17 år har oprettet en profil et eller flere steder på nettet, hvor de lystigt fortæller om sig selv, deres bopæl, skole og andre personlige informationer, og mange offentliggør i tillæg billeder af sig selv i mere eller mindre betænkelige situationer. Det i sig selv er problematisk, for ikke alle i de sociale netværk logger sig på med godmodige eller næstekærlige intentioner. Pædofile bruger i højere grad disse sociale hjemmesider til at komme i kontakt med børn og unge, og det er derfor forældres pligt at fortælle børnene, hvad de bør og især hvad de ikke bør, når de lægger oplysninger om sig selv på internettet.

Facebook erkender at de har et problem, og at de forsøger at udtænke løsninger til at undgå at børnene opretter profiler, men opgaven er næsten uløselig, når børnene lyver om deres alder i profiloprettelsen. Facebook appellerer i stedet til forældre om at informere børnene om de farer og problemer, som internettet også indeholder.

http://www.facebook.com/

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *