Bog: guide til online marketing

Bog: guide til online marketing

Er du interesseret i markedsføring på nettet, altså sådan noget online marketing? Så bør du vide, at der netop er udgivet en ganske fremragende online bog, som hedder MarketingBogen 2.0. Forfatteren hedder Mohammad Dadkhah.

Trods det noget ikke-danske navn er bogen skrevet på helt regulær rigsdansk, og Mohammad Dadkhah er helt enestående til at forklare de begreber, som han behandler på de 288 sider – et omfattende og digert værk som klart vil interessere læsere, som finder markedsføring på nettet spændende. Mohammad Dadkhah blev født i 1981 i Iran og kom til Danmark som 8 årig.

Jeg hører til en af den slags, og jeg har arbejdet med søgemaskineoptimering siden Altavista var den foretrukne søgerobot. I dag er Google kongen, men på grund af nogle justeringer hen ad vejen, er online marketing et emne, som dagligt mærker stigende interesse.

Omfangsrigt indhold

Reklamer og annoncering flytter sig nemlig i høj grad fra de trykte medier over på internettet. Dette mærkes især i mange mediehuse, hvor gode, gammeldags aviser – en gang kaldet dagblade – mærker at krisen kradser med afskedigelser til følge.

Nå, tilbage til Mohammad Dadkhahs Marketing Bogen 2.0. En kreativ titel til en bog, hvor tankerne straks strejfer navngivning af software og CMS-løsninger. En 2.0 må absolut være en fortsættelse af 1.0. Det skal også nævnes at bogen er skrevet i samarbejde med online marketing virksomheden Klikko, som holder til i København.

Indholdet i MarketingBogen 2.0 er omfangsrigt. Det siger næsten sig selv, når Mohammad Dadkhah boltrer sig på de 288 sider, og bogen kan med fordel bruges som et opslagsværk, hvis du sidder med markedsføring til dagligt. Der er nemlig masser af nyttige informationer og guldkorn i bogen.

Case gør indholdet spiseligt

Bogens indhold er bygget op omkring en case, hvor Mohammad Dadkhah løbende drager dette fiktive rengøringsfirma ind som konkret fortælling for at vi læsere nemmere kan gennemskue, hvad Mohammad Dadkhah mener, når han bruger tekniske udtryk. Rengøringscasen er godt tænkt og letter forståelsen hen ad vejen.

Der er begreber og fagtermer, du får styr på, når du har læst bogen, hvor Mohammad Dadkhah især fokuserer på besøg, konverteringer, konverteringsgrad og konverteringspris. Alt sammen nogle termer som hjælper dig til en forståelse for, hvordan du får mest muligt ud af din online markedsføring.

Desuden skriver Mohammad Dadkhah et sprog de fleste forstår. Jeg føler mig egentlig godt tilpas, når han for eksempel skriver:

– … du skal have en hjemmeside , der sparker røv og konverterer godt.

Gode, relevante kapitler

MarketingBogen 2.0 er delt op i kapitler med masser af spændende indhold (siger en nørd som undertegnede). Du kan således slubre dig igennem emner inden for eksempelvis WordPress, Google Trends, SEO, linkbuilding, Google Analytics, AdWords, annoncering på Bing, YouTube, Google MyBusiness og sociale medier.

MarketingBogen 2.0 er rigt illustreret med tegninger, grafer og fotos, og det gør efter min mening altid en omgang læsning lettere spiseligt, hvis en graf eller illustration forklarer, hvad forfatteren mener.

På falderebet kan jeg konkludere at MarketingBogen 2.0 er anbefalelsesværdig, hvis du interesserer dig for online markedsføring. Hvis du har en ide om at du vil skabe gode resultater via en indsats på nettet, er denne bog med garanti noget for dig.

Mohammad Dadkhah skriver på et flydende sprog, og hans humor twisted med gode eksempler gør indholdet spiseligt. Bogen udkom i oktober 2016, så i skrivende stund er bogen højaktuel. Prisen er 436 kroner, og du sparer forsendelse, idet bogen er elektronisk. Du har mulighed for at downloade de 6 første kapitler helt gratis ved at sige ja tak til et nyhedsbrev.

www.marketingbogen.dk

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *