Batteri og smartphone

Batteri og smartphone

Igennem nogle år har jeg været en tilfreds ejer af de såkaldt e smartphones. Det startede i sin tid med en tidlig Sony Ericsson Xperia, og siden har den stået på HTC Desire og i dag Samsung Galaxy Nexus. Jeg er faktisk ikke den vilde smartphone nørd, men jeg erkender at jeg sætter pris på labre smartphones, som kan hjælpe mig, når jeg er på farten: jeg har nemlig et teknologisk behov, der skal tilfredsstilles med jævne mellemrum. Især sætter jeg pris på, at jeg har min mail ved fingerspidserne døgnet rundt, og så er jeg lidt af en nyhedsoman, og dertil bruger jeg app’en Pulse til at hente nyheder ned til mig automatisk. Jeg kan også anbefale AppGeek. LinkedIn, Facebook og småspil er også elementer i min smartphone tilværelse. Jeg er tilfreds. Næsten. Der er noget jeg skal brokke mig over.

Batterilevetiden. Suk! Det er da bare helt til hest. Venner med lyst til at mobbe indikerer, at det formentlig skyldes et ustyrligt Android. De ejer iPhone. De stakler. iPhone er jo en dejlig telefon, hvis man accepterer at Apple styrer alt på skærm og apps. Nej, pjat, jeg er faktisk ret betaget af iPhone, men et anarkistisk livssyn gør velsagtens, at Android er my man. Root i Android er hvad Jailbreak er for en iPhone, men alt andet lige er Android langt mere liberalistisk end de regelrette iPhones. Nå, ikke mere mudderkastning. Tilbage til batterilevetiden. På Android. Den stinker. Den er ringe. Og den forstyrrer min glæde ved Android.

Fra en fuldt opladet telefon til nogle få blikke i Indbakken samt seneste nyt fra ind- og udland er Androidens batteri hurtigt nede på 80 procent. Det betyder altså at den i løbet af 10-15 minutter har ædt 20 procent af batteriets styrke. Skuffende. – Det er fordi du har apps kørende, der æder dit batteri, siger andre Android venner samt forumdebattører. Tro mig, jeg er ikke den vildeste med hensyn til at installere apps, og både wifi og Bluetooth er generelt slået fra. Og ja, jeg sætter da pris på at mine efterhånden halvgamle øjne kan se hvad der foregår på skærmen, så skærmlyset er sat til 50 procent. Hvis jeg skruer ned på 20 procent, kan jeg lige så godt lade den ligge på natbordet…

Og jeg har læst så mange sparetips. Nøjes med 2G. Aldrig! Dælme ikke på en smartphone. Brug mørke baggrunde. Er allerede gjort! Lad skærmen gå hurtigt i sort, hvis den ikke bruges. Min er sat til 30 sekunder. Sluk GPS. Er også gjort. Undlad vibrator. Host. Det er også delvis gjort. Jo, der er mange gode råd, og jeg forsøger at følge dem, men det hjælper ikke rigtigt. Så nu har jeg taget skridtet: jeg har bestilt et batteri med max power (3800 mah) via eBay, så når batteriet rammer min fysiske postkasse, vil jeg glæde mig til at montere det i min Galaxy Nexus. Måske får du en opfølgning en anden dag.

Oplever du problemer med batterilevetiden på din smartphone?

{fcomment}

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *