Argumentation og det rigtige budskab

Argumentation og det rigtige budskab

Af e-tech, www.malwarecheck.dk

De fleste har nok hørt noget i stil med det her: “Dette program kan varmt anbefales, da det er noget af det bedste, der findes” eller hvad med den her: “Hvis du kører dette program en gang imellem, får du nok aldrig problemer med din maskine”. Hvad kan du bruge disse udtalelser til? Vel, måske til en smule, hvis du har en kæmpestor portion tillid til personen, der er kommet med disse udtalelser. Ellers ikke til ret meget andet. Vi kan ligeså godt påstå, at månen er lavet af ost eller at din computer vil køre langt hurtigere, hvis du holder dig til saltstænger. Vores argumenter vil være ligeså gyldige som de to ovenstående.

Negative konsekvenser
Det danske forummiljø og dermed Nettips er vokset en del op, udviklet sig og dermed bør brugerne stille større krav til de påstande, som vi bombarderes med hele tiden. Det er fint at være stærk i troen, men når det kommer til noget så konkret og håndgribeligt som IT teknologi nu er, bør vi i det mindste stille krav til fakta og gyldigheden af de argumenter, som vi får fremlagt. At argumentere og modtage korrekt information er ikke altid nemt, men at komme og acceptere en løs påstand kan godt have negative konsekvenser for brugerne. Som f.eks. at installere softwaren, der godt kan have den modsatte virkning end den brugeren forventer.

Hvad bør du som bruger vide og være opmærksom på, når du læser en ytring? Efter min mening tre ting, der udgør grundsøjlen i enhver argumentation. Brugerne bør som minimum identificere en påstand, et belæg og være bevidste om hjemlen, der på en måde binder påstanden og belægget sammen.  Hvis disse ikke er opfyldt, bør man tænke sig godt om, før påstanden eller belægget for påstanden accepteres som den ultimative sandhed.

Uden at skrive en stor afhandling om emnet, bør brugerne være opmærksomme på følgende tre elementer og her vil jeg komme med et eksempel.

1. Påstand
Denne firewall er god og kan anbefales.

2. Belæg
Fordi en gruppe forskere har påvist at den kan blokere for al mulig snavs, både den kendte og ukendte og firewallen har HIPS indbygget.

3. Hjemmel
Den er indirekte eller implicit i de fleste tilfælde. Vi er alle klar over at en firewall kan betegnes som god, hvis den kan blokere for al mulig snavs og oven i købet har HIPS indbygget.

Sådan kunne et gyldigt argument lyde og brugerne bør ikke være helt afvisende overfor det. Hvad skal brugerne så være opmærksomme på? Prøv at forestille Jer denne variant af det ovenstående eksempel: 

Denne firewall er god, for mange siger at de aldrig har været inficeret i al den tid, de har brugt den. 
En forholdsvis simpel påstand og et belæg, som desværre efterlader os med flere spørgsmål end svar. Hvem er “de mange”, hvor mange er de mange, hvad er deres vidensniveau, hvordan ved de at de aldrig har været inficeret, ville de overhovedet vide det hvis de var osv. Svaret er, at det ved vi ikke og dermed bør vi i høj grad forholde os kritisk til denne type argumentation.

It’s jungle out there og vi får en del informationer serveret dagligt. At sortere i mængden er ikke altid den nemmeste opgave. Men hvis man finder noget, som er brugbart og fanger ens interesse, bør man i hvert fald sørge for at der er mindst to informationer, der underbygger hinanden, før man kaster sig ud i et evt. projekt. 

I kan læse mere om argumentation og udforske emnet på bl.a. http://da.wikipedia.org/wiki/Argumentation

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *