Arbejdet på Nettips

Arbejdet på Nettips

Mange har i tidens løb spurgt mig, hvad der får mig til at bruge så mange timers arbejde på Nettips? For de fleste kan godt regne ud, at der går en del tid med at få tingene til at hænge bare nogenlunde sammen på en hjemmeside som denne. Dette indlæg er en slags blog-indlæg uden alt for megen it. I stedet fokuserer jeg på den indsats, der ligger til grund for en hjemmeside som denne. Mange steder i samfundet skriger man på frivillig arbejdskraft, for alternativet er ikke rart: at foreninger lukker fordi der mangler folk til at drive biksen. Nettips kan sagtens sammenlignes.

Den hjemmeside du ser på, er startet op for en del år siden. I starten handlede Nettips om fiduser til fodboldtips, men som tiden gik besluttede jeg mig for at bruge Nettips som tips til internettet. Sammen med mesterprogrammør Jacob Thomsen og afdøde Hans-Georg bankede vi Nettips op, så den blev et seriøst indslag i en skrivende it-branche. Mottoet har fra start været, at det skal være sjovt – ellers gider vi ikke. Hans-Georg og jeg har løbende fået assistance af frivillige skribenter – ingen nævnt, ingen glemt – og det har jeg været stolt af – og glad for.

Hans-Georg og jeg fandt nemlig ud af, at hvis Nettips skulle lege med de store, skulle der mange artikler og nyheder på banen. Desværre er Nettips ikke et fuldtidsprojekt, og det er jo netop her at sagens kerne er: Nettips er som Nettips er, altså en hjemmeside uden alt for mange faste og regelmæssige procedurer og arbejdsgange. Vi forsøger at drive et websted, hvor folk fra Danmark får tips og tricks til deres tilværelse foran computeren.

I dag er vi et lille, men godt korps af frivillige, som driver Nettips. Peter Lyberth skriver en artikel i ny og næ, når det passer ind i hans stramme, private tidsplan, mens Prutterhunden og John Westcoast dyrker forummet. Forummet er nemlig en vigtig bestanddel af Nettips-konceptet. Det vender jeg tilbage til, men først vil jeg gerne slå fast, at Nettips egentlig er et site, hvor man kan læse ideer til it og få inspiration til at få endnu mere ud af computeren. Min mission er at sprede min it-viden til folk, og hvis de kan bruge denne viden til noget, er jeg glad. Rigtig glad endda. Det kommer også til udtryk i mit daglige virke som it-underviser i et kursuscenter for voksne. Det er nemlig et job, jeg er meget glad for.

Det er dog ret vigtigt at pointere, at Nettips er en frivilligt projekt, hvor lønnen er lig nul. Indtægter er der ikke mange af, og den minimalistiske indkomst, der vælter ind på Google annoncerne, forsvinder som dug for solen, når webhosting skal betales. Desuden ynder jeg en gang imellem at sende de frivillige folk en lille hilsen i form af et pebersæt, en stegepande eller måske en vingave som en symbolsk tak for deres indsats. Hvad jeg vil sige med dette? Jo, at jeg ikke driver Nettips for pengenes skyld…

Forummet er en succes. Og det skyldes blandt andet medlemmerne, som er fundamentet for indholdet i forummet. Jeg bliver meget ofte glad, når jeg bladrer diverse forumindlæg igennem, for faktisk synes jeg at Nettipsforummet hører til eliten i Danmark. Jeg skal i denne forbindelse ikke nævne andre forummer, men jeg har lyst til at slå fast, at stemningen andre steder ofte er nedslående og nedladende, og det er entop her, at Nettips’ motto vender tilbage: det skal være sjovt. Derfor har vi fastlagt et regelsæt, som vi beder medlemmerne om at overholde, og det går faktisk udmærket. Herfor har vores admins en stor del af æren.

Nogen undrer sig måske over dette indlæg på Nettips: hvad er det lige Allan vil opnå med artiklen? Selv er jeg lidt i tvivl. Lad os kalde artiklen for en skævert uden egentligt indhold. Og så alligevel. En twist af et budskab, der lyder at vi faktisk er nogen, som forsøger at skabe et gratis indhold, som kommer andre mennesker til gode. Dig, der læser nu, og dig der måske læser dette senere. Vi gør det fordi vi synes det er sjovt, og det er budskabet til de foreninger, der kæmper en lignende kamp. Forsøg at skabe nogle rammer, hvor der er hyggeligt at være, og forklar folk, at hvis der ikke er frivillige til at drive værket, så lukker biksen. Nøglen drejes. Skodderne lukkes. Brændeovnen tømmes.

Send din tankehyldest til os frivillige, der fylder nettet. Vi er mange, som dagligt lægger gratis indhold ud. Tag en surftur, læg mærke til at frivillighedens stjernetegn råder mange steder, og send dine tanker til dem, som giver dig noget at tænke over, og som måske sågar giver dig gratis tips og tricks til de ting, som du nu engang går og leger med. Her på Nettips kan vi sagtens bruge flere frivillige til at skrive artikler, og du er velkommen til at melde dig under fanen.

Men kun hvis du synes det er sjovt!

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.