Apps på Spotify

Apps på Spotify

Det er næsten for godt til at være sandt, når man downloader og installerer musiktjenesten Spotify på computeren, smartphone’n eller iPad’en. Via få klik har man adgang til millioner af musiknumre, og i princippet kan man lytte til musikken helt gratis, hvis man accepterer reklamer, der toner frem i højttalerne en gang imellem. Personligt er jeg medlem for cirka 100 kroner om måneden, og det betyder at jeg både har musikken på computer, iPad og smartphone. Hvor meget kunstnerne får ud af aftalen med Spotify, er vist lidt mere speget.

Ikke desto mindre er Spotify på vej til at blive lidt af et verdensomspændende hit, og det er der mange firmaer der er klar over. Derfor er det da heller ikke overraskende, at applikationer er på vej ind i selve Spotify-programmet. Der er naturligvis tale om firmaer der er relateret til musikbranchen, og hvis man har behov for PR her, der og allevegne, er Spotify et særdeles godt udstillingsvindue. Faktisk er der allerede nu 16 apps klar til Spotify, og blandt disse er så kendte navne/brands som Billboard, Fuse, The Guardian, Last.fm, Moodagent, Pitchfork, Rolling Stone, Songkick, Soundrop, TuneWiki og We Are Hunted. Danske Gaffa, Danmarks måske allerbedste musik tidsskrift, skulle også være på vej med en app til Spotify.

– Når du først har set nærmere på platformen, så vil du forstå hvorfor vi tror på, at dette virkelig er begyndelsen på noget nyt inden for den digitale musik. Vi tror på, at dette vil være med til at holde Spotify smuk og simpel, men med et lag af fantastiske musikoplevelser, som er designet til at være sociale og underholdende. Præcis dét vores brugere har efterspurgt, udtaler Daniel Ek fra Spotify.

www.spotify.com/download/previews

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.