Antivirus til Mac

Antivirus til Mac

For nyligt fik jeg stillet en MacBook til rådighed af min arbejdsplads, KursusCentret på Svendborg Eryhvervsskole. Det er sådan en laber sag på 15 tommer, godt med RAM og harddiskplads samt vældig anderledes at bruge.

Der er et eller andet lækkert over bærbare computere fra Apple, og jeg må sige at jeg er vældig glad for maskineriet. Det, der slog mig, da jeg fik den udleveret var, at den ikke bruger ressourcer på antivirussoftware. Nu er jeg også lidt af en Windows-freak, og her er det blevet til en vane at sørge for, at antivursprogram installeres som noget af det første på en ny Windows-maskine. Sådan er det ikke med Mac. I al fald ikke endnu, men måske ændrer tiderne sig.

Det gør de, hvis man skal tro sikkerhedsproducenten Kaspersky, som netop nu er ude med beskyttelse til Mac-computere. Pakken hedder Kaspersky Security for Mac, og den skal gøre op med den opfattelse, at folk er sikre, bare de bruger Mac. Sådan er virkeligheden ikke, påstår Kaspersky. En trojaner ødelagde humøret på 700.000 Mac-ejere for nyligt, og tendensen vil fortsætte, idet Mac-computere bliver mere og mere populære. Jo flere brugere, jo større risiko er der for, at ondsindede personer udvikler skadelige programmer til Mac.

Hvis man køber og installerer den nye pakke fra Kaspersky, vil programmet starte med at scanne nye og opdaterede filer. Databasen, der holder øje med de onde programmer, opdateres en gang i timen. Desuden vil et nyt skærmtastatur – et såkaldt virtuelt tastatur – sikre, at de personlige informationer du indtaster, ikke kan opfanges af banditter og fæle personer. Dette virtuelle tastatur virker til Chrome, Firefox og Safari. En forældrekontrol hjælper ligeledes nervøse forældre med at holde styr på børnenes færden på internettet. Man kan sætte tidsbegrænsning på ungernes brug af online aktiviteter, og man kan sågar bestemme, hvornår ungerne kan være online. Desuden er SafeSearch slået til som standard, så uheldige hjemmesider filtereres bort i Google-søgninger.

Kaspersky Security for Mac virker til Mac OS X 10.6, 10.7 eller 10.8. Pakken koster 299 kroner for en årslicens.

www.kaspersky.com/dk/security-mac

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *