Alternative sociale medier

Alternative sociale medier

Sociale medier er dagens standard for virtuelle mødesteder på internettet. De fleste af os kender Facebook, som den helt store nummer ét hvad sociale medier angår, men Twitter er et andet eksempel på sociale medier, der dunker os i ryggen konstant via små kaldetoner på vores smartphones.

Tweets vinder efterhånden mere og mere ind herhjemme, og selv under VM i håndbold skal vi læse spillernes tweets på åben skærm. Men der er andre sociale medier end lige Facebook og Twitter. Her er nogle af alternativerne.

MySpace – en død sild
Før Facebook vandt indpas verden over, var der MySpace, som lå på førstepladsen over populære sociale medier. Det var især udøvende kunstnere, der var på MySpace, men almindeligt dødelige som undertegnede havde også en MySpace profil (og har den endnu, men tjekker sjældent hvad vennerne foretager sig). Justin Timberlake har investeret en hulens masse dollars i projektet, og nu må vi se om der er noget at indhente – eller om MySpace er sakket så meget bagud, at de lige så godt kan slukke lyset.
www.myspace.com

Google Plus – en dark horse
I baghjulet på Facebook ligger Google Plus. Googles forsøg på at skabe et socialt medie er på mange måder ganske godt, og jeg kan vældig godt lide den måde, som Google Plus er tænkt på. Underligt måske, men faktisk anser jeg Google Plus langt mindre kommercielt end Facebook, og omgivelserne i Googles sociale medieverden tiltaler mig. Paradoksalt nok er jeg mere på Facebook end på Google Plus, men det vender måske en skønne dag. Google vil til at presse brugerne ind som tvungne brugere af Google Plus, og det kan blive det store vendepunkt i 2013. Vi får se.
plus.google.com

Instagram – et billedunivers
Instagram blev for nyligt købt af Facebook for et vanvittigt højt beløb. Jeg husker ikke hvor mange dollars der skulle lægges på disken, men vi taler om ganske mange dollars. Med dette køb anerkender Facebook Instagram som et stærkt socialt medie, hvor brugerne deler fotos og fotohistorier med hinanden. Spændende bliver det om Instragram fortsætter som nu, eller om Facebook langsomt implementerer Instagram over i Facebook kanalen.
www.instagram.com

Didlr – for tegneglade mennesker
Hvad Instagram er for fotoentusiaster, er Didlr det for folk med hang til at tegne små tegninger af dit og dat. Didlr er stadig ret ukendt herhjemme, men efter sigende skulle der være lun interesse for Didlr i USA. Didlr fungerer på den måde at du deler tegninger med ligesindede, og så får man gode snakke og diskussioner om den slags.
www.didlr.com

Pinterest – den virtuelle opslagstavle
For nogle måneder siden oprettede jeg en profil hos Pinterest, fordi Pinterest blev udpeget som lidt af fremadstormende social tjeneste. Jeg må dog hellere straks indrømme, at min aktivitet på Pinterest er særdeles begrænset. Pinterest er for folk, der godt kan lide at dele billeder, brands og tendenser med hinanden. Det sker på nogle såkaldte pinboards, hvor man så kan låne pins af hinanden. Jeg sætter lave odds på Pinterest som kommende mastodont inden for sociale medier.
www.pinterest.com

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *