Advanced SystemCare

Advanced SystemCare

Advanced SystemCare (ASC) er et af mine foretrukne og mest benyttede programmer. Ikke mindst fordi det kan mange nyttige ting og gør det godt og grundigt. Det har været mig en tro følgesvend i flere år og sparet mig for blod, sved og tårer. Udover det helt banale at man bør sørge for nogle ordentlige sikkerheds-programmer, er det et program,  jeg  altid anbefaler i starten til venner og bekendte, som måske ikke er så meget inde i Windows’ kringelkroge som jeg. På det punkt har det for mig samme status som CCleaner.

Og det har udelukkende været en succes. Jeg har ikke hørt et eneste nedsættende ord om Advanced SystemCare. Tværtimod har alle været glade for denne nemme og bekvemme måde at holde deres computere i vigør på. Et par få klik med musen og man er fri for at skulle bore i dybden for at løse mange af de problemer, man støder på i det daglige uden at have den øvedes ekspertise. Altså et perfekt program for en nybegynder, bortset fra at det er en god idé lige at få hjælp med indstillingerne, hvis man er helt uden erfaring.

Advanced SystemCare til de mere erfarne

Hvad kan det så? Ja, det er et godt spørgsmål, og man kunne næsten vende det om og spørge: hvad kan det ikke? For det kan en hulens masse, og denne alsidighed er nok Advanced SystemCare’s største charme. Det er en slags schweizerkniv eller multiværktøj til løsning og imødegåelse af pc’ens mangfoldige udfordringer herunder vedligeholdelse af et optimalt fungerende system.
Som sædvanlig er der en gratis (free) og en betalingsversion (pro). Det nemmeste er at starte med at fortælle om den gratis version (Advanced SystemCare Free) og så bagefter tage den professionelle (Advanced SystemCare Pro), som sæføli kan lidt mere. Men modsat mange andre programmer er den frie gratis version ikke barberet ned til sokkeholderne i forhold til pro’en. Der er altså ikke den store forskel på de 2 udgaver.

Advanced SystemCare Free:
På den første side, der dukker op, når man har tændt ASC Free, er der 4 kategorier at vælge imellem, som jeg naturligt skriver i sin danske udgave: Kvik Vedligehold – Grundig Omsorg – Turbo Boost og Værktøjskasse.

Kvik Vedligehold rummer 5 punkter, som jeg næppe behøver at forklare i dybden, da det fremgår tydeligt af teksten: Kvik Malware Scan – Registry Fix – Genvej Fix – Rens Privatliv og Rens Skrotfiler. Hvert punkt har sit flueben, så du kan skanne og derefter reparere el. rense det, du synes. Det siger sig selv, at Kvik Vedligehold går tjept, næsten FOR tjept, og jeg må da også anstændigvis understrege at malwarescan i hverken free el. proversionen, kvik el. grundig, kan erstatte et dedikeret og respektabelt antimalware.

Personligt vil jeg springe Kvik Vedligehold over og vælge Grundig Omsorg. Det tager lidt længere tid, men hvorfor springe over hvor gærdet er lavest, hvis man får mere og bedre til gengæld? Og har man ofret en bondegård på pc og Windows, er det logik for burhøns også at ofre den tid, det kræver at holde det i ordentlig stand.

Grundig Omsorg rummer hele 10 punkter: Grundig Malware Scan – Grundig Registry Fix – System Optimering – Fix Genvej – Rens Privatliv – Rens Skrotfiler – Passivt Forsvar – Disk Scan – Fix Sårbarheder og Disk Defragmentering.

Grundig Omsorg og dets 10 underpunkter er i mine øjne det vigtigste af ASC’s mange redskaber og derfor også det, jeg bruger mest. Når indstillingerne er i orden, kræver det sølle 5 klik med musen. Tænd Advanced SystemCare – vælg Grundig Omsorg – skan – reparer og sluk. Så er der ikke et hår tilbage på geden.

Af de 10 punkter vil jeg som i tilfældet med Kvik Vedligehold ikke gennemgå revl og krat. Jeg vil heller ikke oversætte Det Gamle Testamente fra kinesisk til serbokroatisk. Bortset fra at jeg ikke kan de sprog, kan du tænke dig til resten. Skal det tage 100 år og en snestorm får du nok aldrig selv kigget på ASC, og det er faktisk meningen med denne artikel!

Over 20 smarte og anvendelige systemværktøjer
Så jeg nøjes med kort at citere, hvad Advanced SystemCare selv skriver under de punkter, som ikke er selvindlysende og lige kræver et par ord mere på vejen. System Optimering: Optimer og reparer system konfiguration. Passivt Forsvar: Undgå at spyware, malware installeres på din pc. Disk Scan: Scan og fix harddisk fejl. Fix Sårbarheder: Scan og fix Windows sårbarheder.
Det var det. Næste kategori er Turbo Boost, og det bør en nybegynder holde nallerne fra. Det er for nørder og gamere, og er du det, er mine kommentarer givetvis spildte ord på ballelars. Jeg er måske nørd – men ikke gamer, så her vil jeg overlade et videre studium til de særligt interesserede.

Tilbage i Freeversion er der så Værktøjskasse. Også her er der underpunkter, samt underpunkters underpunkter, men du må køre dem hver for sig. Citat: Over 20 smarte og anvendelige systemværktøjer. Underpunkter: Recently – Clean – Optimize – Repair – Security – Control.
Disse punkters underpunkter:
Recently er genvej til de værktøjer i kassen, du oftest bruger (fx som jeg: Disk Cleaner). Smart!
Clean: Registry Cleaner (Pro) – Privacy Sweeper – Iobit Uninstaller – Disk Cleaner – File Shredder
Optimize: Smart RAM – Internet Booster (Pro) – Startup Manager – Registry Defrag (Pro) – Smart Defrag – Game Booster

– Her må jeg lige indskyde, at hvor der står Pro i parentes, er det værktøjer, du kun kan bruge i Proversionen. Desuden skal du downloade det udmærkede Smart Defrag for at benytte det. –
Repair: Undelete – Shortcut Fixer – Disk Doctor – Win Fix – IE Helper
Security: Security Holes Scanner – Process Manager – Driver Manager – Iobit Malware Fighter (skal downloades ligesom Smart Defrag)
Control: Cloned Files Scanner (Pro) – Disk Explorer – System Information – Empty Folder Scanner – System Control
(Nogle punkter er gengangere fra Kvik Vedligehold og Grundig Omsorg)

Denne artikel er fortrinsvis henvendt til nybegyndere, og Værktøjskassen er – på nær nogle rimeligt let forståelige undtagelser, som nybegyndere absolut bør studere nærmere –  ikke for disse (ligesom Turbo Boost). Det kræver en vis portion erfaring at forstå de enkelte punkters plusser og minusser. Men har du ikke denne erfaring, er jeg sikker på, at der er hjælp at hente her på Nettips. Spørg helst kun om et punkt ad gangen, da det at skulle udpensle hele molevitten, som før antydet, vil tage en evighed.

Advanced SystemCare Pro:
Det var en lang smøre af en spiseseddel at være, og jeg er da osse lidt øm i poterne nu, og neglene skal ikke klippes foreløbig. Nu mangler jeg bare Pro’en, og det blir kort. Den kan alt, hvad Free kan og så det, der fremgår af parenteserne.  Derudover graver Pro’en dybere og finder betydeligt mere skidt og kanel. Så den er absolut  anbefalelsesværdig. For at repetere under én hat, hvilke ekstra funktioner Advanced SystemCare Pro’en har:
Registry Cleaner – Internet Booster – Registry Defrag og Cloned Files Scanner. Plus altså dybere og grundigere skanning og rengøring.
Start med at downloade og installere Advanced SystemCare Free. Den er fuldt ud tilfredsstillende og vil, som en god hund, være din trofaste ven, når problemerne opstår i hverdagen, og du ikke gider ofre en masse tid på at analysere problemerne i detaljer. Kør en grundig skanning (Grundig Omsorg) og som regel er problemerne pist væk på få minutter. Og så er der alle de andre funktioner, som kan være nyttige alt efter behov. Men skulle du som jeg gå hen og forelske dig i Advanced SystemCare og føle trang til mere, dybere og bedre, så vil du ikke blive skuffet over ASC Pro.

Advanced SystemCare

Advanced SystemCare 5 Beta

Advanced SystemCare PRO

Velbekommen! 

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *