Adata Elite CE700: trådløs opladning

Adata Elite CE700: trådløs opladning

Er der noget jeg virkelig kan blive træt af, er det ledninger, der ligger og flyder over alt i huset. Min elskede lille Chromebook skal lades op en gang imellem. Min Samsung Android smartphone trænger til strøm hver nat. Min MacBook skal peppes op med strøm i ny og næ, og dertil skal lægges fruens og knægtens apparater, som de anvender i deres hverdag. Alt i alt er det pludselig 10 forskellige strømforsyninger, der er i spil i sådan et gennemsnitlig dansk hjem. Hvor ville livet dog være nemmere, hvis man havde trådløs opladning. Ingen bøvlede ledninger som roder konstant. Trådløs opladning ville være sagen, og nu introducerer vi noget sådant i vor lille familie.

Det sker med Adata Elite CE700, som er en lille pænt designet plade, som er i stand til at lade nogle af dine teknologiske apparater op, hvis blot du lægger dine apparater på pladen. Adata Elite CE700 kan vel forveksles med en ret stor smartphone uden skærm! Denne oplader er nemlig så fikst indrettet at man blot placerer smartphone eller tablet på pladen. Ved hjælp af induktionsteknologi oplades din smartphone eller tablet nu trådløst, og du slipper for at bøvle med ledninger. Selve Adata Elite CE700 er naturligvis forbundet til en strømkilde. Det kan for eksempel være et stikkontakt eller din computer (via USB kabel).

Nemt og sikkert

Adata Elite CE700 kan kun bruges til tablets og smartphones, der er parate til trådløs opladning. Min Galaxy Nexus kunne ikke klare denne induktionsteknologi, men knægtens Nexus 7 gik lige så fint i gang med en opladning, da vi fik placeret den nyttige tablet korrekt på pladen. Fidusen ved trådløs opladning er at det er nemt at sætte opladningen i gang, og så slider det ikke på apparatets opladningsindgang. Desuden slipper du for risiko for stød, hvilket også er et plus på kontoen. Hvis du ikke bruger Adata Elite CE700 går den automatisk over på strømbesparende status.

Ud over at fungere som trådløs oplader kan Adata Elite CE700 også bruges som en praktisk stående holder, hvor din smartphone eller tablet kan placeres uden at den falder på gulvet. En riflet gummioverflade sikrer at telefonen ikke skrider. Adata Elite CE700 koster 349 kroner.

Trådløs oplader fra Adata

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *