År 2017: det googlede vi

År 2017: det googlede vi

Året går på hæld, og derfor skal vi nok engang lige beskæftige os med, hvad vi søgte efter i Google i 2017. Google har nemlig afleveret en top ti over danskernes mest bruge søgeudtryk fra året der gik. Nogle søgesætninger overrasker – andre gør ikke.

Google kalder det også for Year in Search eller på dansk: top trending søgninger … Her får vi så at vide, hvad vi danskere interesserede os for når det handler om personer, begivenheder og spørgsmål. Lad os kigge på top ti listen.

1. It

Først troede jeg at danskerne var pjattede efter at søge efter It, som er en forkortelse for Informationsteknologi. Men It er også titlen på en gyserfilm med en klovn i hovedrollen.Jeg har ikke set filmen og kommer næppe til det.

2. Skam

Skam dig! Ordet skam var andenmest googlede, når det handler om film og den slags, og der er naturligvis fokus på den norske ungdomsserie. Jeg så ikke serien og kommer næppe til det.

3. Fidget Spinner

I skolegården gik landets skoleelever amok med en ny dille, der snurrede lystigt på beton, fliser og grus. Fidget spinner blev et gigantisk hit. Jeg har ikke prøvet legetøjet og kommer næppe til det.

4. Matador

Matador blev det 4. Mest søgte ord, og det handler hverken om en slikblanding eller brætspillet. Det handler om den folkekære tv-serie, som jeg har set og sandsynligvis kommer til det igen.

5. Royal Arena

Royal Arena er Danmarks nye samlingssted inden for større events. Der har netop været afholdt svømmemesterskaber, og tidligere på året oplevede jeg Nick Cave dér, og jeg kommer gerne igen.

6. iPhone 8

Apples nye smartphone fik lidt af et gennembrud, lige som den første, den anden, den tredje og den fjerde iPhone. Jeg ejer ikke en iPhone og kommer næppe til det.

7. Ed Sheeran

Den engelske sanger og komponist Ed Sheeran kommer ind på en flot 7. plads. Han er dygtig og skriver gode sange, men stor fan af Ed Sheeran bliver jeg næppe.

8. Marcus og Martinus

Disse 2 navne kommer ind på ottendepladsen for de mest søgte kendisser og tv-serier. Her er jeg helt blank. Marcus er måske en romersk kejser. Martinus måske en mus i Hørsholm …

9. VM Håndbold

På en flot niendeplads dukker VM i håndbold op. De danske kvinder gjorde det flot, men måtte overgive sig i kvartfinalen. Snart tikker de dansker håndboldherrer ind på skærmen.

10. Peter Madsen

På tiendepladsen dukker navnet Peter Madsen op. Der kunne også have stået Raket-Madsen. Han er muligvis Danmarks mest forhadte person, men husk at han er uskyldig indtil det modsatte er bevist.

Alt iagttaget på www.google.dk

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *