43.000 kroner for en iMac

43.000 kroner for en iMac

At købe ny computer kunne i 80’erne og 90’erne koste spidsen af en jetjager (jetjawer på sy’fynsk). Priserne var virkelig overkill set med dagens øjne, og det var næste mere reglen end undtagelsen, hvis en stationær computer kostede +15.000 kroner. Dertil kom naturligvis printer, som også var ganske dyr.

I dag har priserne fået en anden lyd. Et blik i reklamebunken på spisebordet fortæller om små, fikse bærbare computere til under 2.000 kroner. Vi skal (og kan) naturligvis ikke sammenligne specifikationer med nutidens og datidens computere, men da jeg købte min første pc, var det med 4 MB RAM og en harddisk på 540 MB.

Priserne er altså dalet betydeligt, hvis man ser på Windows computere. Situationen er straks anderledes, hvis man betragter de attraktive Apple computere. Her skal man stadig betale en betragtelig sum penge for at få vidunderet hjem. Den anden dag fik jeg en pressemeddelelse fra Apple, som står bag Mac computerne. Apple havde nyt om den opdaterede stationære computer, iMac.

Specifikationer ikke for børn

Den fås nemlig nu i en Pro-version, som allerede dér lyder dyr og pebret. Og det er maskinen da også, hvilket du allerede har konstateret i overskriften til disse linjer. iMac Pro koster tæt på 43.000 kroner, men så bliver det også lidt af en jetjawer, du stiller på skrivebordet. Ingredienserne i sådan en fætter er nemlig ikke for børn.

Xeon processorer med op til 18 kerner, op til 22 Teraflops på grafiksiden og en 27 tommer laber retina skærm, der viser sandheden i 5K. Med andre ord er der tale om en monstercomputer, hvor der ikke er sparet på noget som helst. For folk med tunge hverv, som eksempelvis videoredigering og 3D modellering, er der tale om computere, som snildt håndterer disse tunge opgaver uden lag og tungfældig håndtering.

Samtidig skulle kølesystemet i iMac Pro være så gennemtænkt, at maskinen ikke bliver særligt varm trods heftig manøvrering ved mus og tastatur. Selv om iMac Pro er en tynd bandit (5 mm) i aluminium, bliver den ikke varm, og den støjer stort set ikke.

Overdådighed og mod

Når du så sidder og betragter over en million farver på den labre retina skærm, kan du samtidig konferere med Onkel Georg i Florida over Skype. iMac Pro har 4 mikrofoner installeret. Kameraet er et 1080p FaceTime HD kamera. Højttalerne ved jeg ikke så meget om …

Der bliver også masser af plads på disken, idet du kan installere op til en 4 Terabyte SSD og op til 128 GB RAM. Standardmodellen er på en Xeon 8 kernsfætter, 32 GB RAM og en disk (SSD) på 1 TB. Prisen er tæt på de 43.000 kroner, og det er et spændende tankeeksperiment at banke en tilsvarende pc op. Man får immervæk meget for den sum penge.

Kast et blik på iMac Pro på Apples overdådige hjemmeside. Apple kan mange ting, og så er de gode til at få de rette personer til at designe deres website. Respekt for Apples sans for delikatesser, design og mod.

www.apple.com/dk/imac-pro/

Læs også:

1 Comment

  1. Mads Nielsen

    Shit en pris! Jeg arbejder med opskrifter, og blogs, og det kan da godt være at den gamle Airmac skal opgraderes 😀 !

    Reply

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *